Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

På statskundskab lærer de jo ikke at tale med den tidligere østblok

RUSSISK - En statskundskaber med en interesse for et politisk brændpunkt i Østeuropa kan ikke erstatte en fuldgod humanistisk kandidat med specialviden om sprog og kultur, skriver debattørerne i en replik til en medstuderende.

Vi traf et bevidst valg, da vi besluttede at læse øst – og sydøsteuropastudier med henholdsvis russisk og polsk som speciale.

Vi er klar til at træde til den dag, der skal kommunikeres med eksempelvis Putin eller Tusk. Vi drømmer om at kunne have indflydelse, når ikke kun de politiske men også de sproglige kompetencer skal tages i brug – vi kan nemlig begge dele.

Med al respekt for statskundskab, så mener vi ikke, at det giver mening, når Mikkel Jonasson Pedersen, tilkendegiver at statskundskab skulle kunne fungere som et alternativ til eksempelvis russisk.

LÆS OGSÅ: Mikkel Jonasson Pedersens indlæg: Jeg er glad for dimensioneringen.

Vores valg om læse et områdestudie er primært taget på baggrund af de sproglige kompetencer, som uddannelsen er med til at give os. Sproglige kompetencer, som man næppe vil kunne opnå ved at læse statskundskab.

Det sproglige element kombineret med et indgående kendskab til vores respektive områder er det, der er med til at gøre os unikke, og ikke bare til endnu to statskundskabsstuderende med udenrigspolitiske ambitioner.

Desuden er det en vigtig del af motivationsfaktoren og ikke mindst den personlige udvikling ved studiet at omgås folk med samme interesseområde. Hvis man er den eneste på statskundskabstudiet der interesserer sig for fx Moldova, Ukraine eller andre post-sovjetiske samfund, kan det nemt blive meget lange semestre.

Nu er det svært spå om, hvad Mikkel Jonasson Pedersen definerer som værende et ”bedre job”. På vores uddannelser anses jobs som translatør, oversætter og kulturformidler som værende gode fremtidige jobmuligheder – jobmuligheder, som ikke ville kunne opnås med en cand.scient.pol-baggrund.

Det glæder os nu alligevel, at den ven, Mikkel Jonasson Pedersen omtaler i sit indlæg, er endt i en god stilling. Sigende er det dog ikke, at hans karriere havde set dårligere ud ved at vælge vores studiesammensætning.

I stedet for at agere ekspert inden for studier, som Mikkel Jonasson Pedersen tilsyneladende ikke har stiftet bekendtskab med, vil vi råde ham til at fokusere på sin egen baggrund som økonomistuderende. Eller til at komme forbi vores fredagsbar til et glas vodka og en sludder om, hvor katastrofalt det ville være at lukke fag som vores.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste