Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

På vegne af den irakiske delegation?

Studerende fra Københavns Universitet havde fået deres sag for da de under en FN-simulation skulle repræsentere Irak, fremgår det af denne beretning fra en studietur til New York

At repræsentere et land på randen af borgerkrig, besat af udenlandske tropper og sekteriske terrorceller, er en opgave de færreste ønsker at påtage sig. Det var imidlertid ikke desto mindre hvad en gruppe studerende fra Københavns Universitet gjorde under en fem dage lang FN-simulation i New York i slutningen af marts måned. Her skulle de studerende repræsentere Irak.

National Model United -Nations (NMUN), som FN-simulationen hedder, var kulminationen på en 17 dage lang studietur på USA’s østkyst arrangeret af foreningen International Debat, en af Institut for Statskundskabs mange aktive studenterdrevne foreninger.

Turen havde samlet en bred vifte af studerende fra forskellige uddannelsesretninger fra Københavns Universitet, alle med interesse for international politik og amerikansk indflydelse på internationale forhold. Hovedformålet med studieturen var – som den første delegation fra Danmark nogensinde – at deltage ved NMUN i New York. Simulationen er den mest prestigefyldte i verden, bl.a. fordi en del af simulationen finder sted i selve FN-bygningen på Manhattan.

En kæmpe begivenhed
I simulationen deltager knap 3500 studerende fra 240 universiteter over hele verden i NMUN 2007, hvilket gør det til en enorm begivenhed. Derfor foregik størstedelen af spillet på The Marriot Marquis Hotel og The Sheraton midt på Times Square.

Simulationen gik kort sagt ud på at hvert universitet skulle repræsentere en af FNs medlemsstater i diverse organer, fx Sikkerhedsrådet, og så loyalt som muligt følge dette lands officielle politik. Under simulationen fik deltagerne tildelt point alt efter hvor autentisk man repræsenterede sit lands interesser, og efter hvor godt man fulgte procedurerne og reglerne i de komiteer man deltog i.

KU fik den udfordrende opgave at repræsentere Irak, hvilket naturligvis rejste mange spørgsmål under diverse besøg, fx hvorvidt delegationen skulle deles op i henholdsvis en sunni, shia og kurdisk undergruppe. Forud for simulationens start besøgte delegationen derfor professorer fra henholdsvis Harvard University og Columbia University samt en række indflydelsesrige politiske kommentatorer og institutioner som gav værdifulde input omkring den aktuelle situation i Irak.

Et af turens absolutte højdepunkter var delegationens møde med den irakiske FN-ambassadør, Hamid Al-Bayati. Mødet gav et andet, og måske mere positivt, billede af Iraks fremtid end det billede som mange vestlige medier tegner.

Hårdnakket konkurrence
NMUN er til dels et spil der skal give større praktisk erfaring med hvordan FN fungerer, men det er også en hårdnakket konkurrence på bedste amerikanske vis. Studerende i USA får så at sige FN-simulationer ind med modermælken allerede i High School-årene hvilket gør NMUN til en meget præstationsbaseret affære. At have gjort en god figur i NMUN kan meget vel åbne dørene til universiteter og velbetalte jobs for de studerende.

På den baggrund var det også meget glædeligt at delegationen fra KU vandt en ’Honorable Mention Award’ for deres præstation hvilket medførte en placering blandt de 30 bedste universiteter i simulationen.

For international-politik-nørder er det et sandt mekka at rejse til Washington D.C., Boston og New York. Professorer, spindoktorer, Verdensbanken, United Nations Development Program (UNDP), rundtur i Pentagon, danske repræsentationer i USA og et redaktionsmøde på TIME Magazine var blot en del af turens øvrige indhold. En studietur indeholder dog også en række de sociale elementer som studerende altid har råd til, som fx limousinekøreture, gourmetmiddage og jazzklubber.

Seneste