Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Peer-feedback kan være den nye vejledningsform for studerende

PEER-FEEDBACK - Københavns Universitet har søsat et pilotprojekt, der skal vise, om studerende kan give hinanden en god feedback. De studerende uploader deres opgaver til en hjemmeside, hvorefter et antal medstuderende bedømmer den.

Studerende ved Københavns Universitet (KU) har i løbet af de første tre måneder af forårssemestret givet såkaldt peer-feedback på hinandens opgaver via en hjemmeside.

De studerende er fordelt på i alt 10 kurser på flere af KU’s fakulteter, og indtil videre er der tale om et pilotprojekt.

Peer-feedback foregår sådan, at de studerende enkeltvis uploader deres opgave til hjemmesiden peergrade.io. Derefter giver websitet automatisk besked til måske tre eller fire af deres medstuderende fra samme kursus om at give kritik på opgaven.

Positivt stemt

Mads Bunch, adjunkt på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved KU, underviser i kurset Creative writing.

Han er en af de 10 undervisere, der har afprøvet systemet med peer-feedback dette forår, og han er positivt stemt.

»På mit kursus har peer-evalueringerne givet de studerende en meget frugtbar feedback, og midtvejsevalueringen af kurset har også vist, at de studerende synes, det virker fantastisk godt,« siger Mads Bunch.

Seminar skal samle erfaringerne

Det er Teaching Centre Humanities (TEACH) ved KU på Amager, der har købt 10 licenser fra peergrade.io.

TEACH valgte kurserne ud efter først at have skrevet til alle studievejledere for at høre deres forslag, og selv om der ikke er lavet en evaluering af pilotprojektet endnu, har TEACH fået nogle uformelle tilbagemeldinger.

»Midtvejsevalueringen af kurset har vist, at de studerende synes, det virker fantastisk godt« – Mads Bunch, adjunkt på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab

»Foreløbig ser det ud til, at nogle undervisere synes, at peer-feedback virker helt fantastisk, mens andre undervisere har meldt tilbage, at det ikke passer til deres kurser,« siger Maja Bødtcher-Hansen, centerleder ved TEACH.

»Det kan have forskellige årsager, men nogle gange passer eksamensformen måske ikke til afleveringsformen i forbindelse med kurset, eller peer-feedback passer måske bedst til store kurser med mange studerende, hvor underviserne alligevel ikke har mulighed for at give så god en respons, som de ellers ønsker,« siger hun.

Ifølge Maja Bødtcher-Hansen regner TEACH med at køre endnu en testrunde næste semester, inden man beslutter sig for, om programmet skal fortsætte. Inden da afholdes i slutningen af dette semester et seminar, hvor underviserne kan dele deres erfaringer. KU har dog under alle omstændigheder ikke råd til at købe licenser til samtlige kurser på KU, siger Maja Bødtcher-Hansen.

Studerende er rigeligt kvalificerede til at give kritik

Mads Bunch har 38 studerende på sit kursus, og han synes, det fungerer bedre med peer-evaluering, end hvis han selv skulle rette 38 opgaver fra de studerende hver uge.

På sine kurser gennemgår han først noget teori og læsestof. Derefter får hans studerende tre dage til at skrive en tekst ud fra hans gennemgang og uploade den til peergrade.io. Der kan han bestemme kriterierne for at give feedback. Resten er op til de studerende selv, og det er de fuldt ud kvalificerede til, mener han.

»Foreløbig ser det ud til, at nogle undervisere synes, at peer-feedback virker helt fantastisk, mens andre undervisere har meldt tilbage, at det ikke passer til deres kurser« – Maja Bødtcher-Hansen, centerleder ved Teaching Centre Humanities (TEACH)

»Nogle studerende kan for eksempel være meget dygtige til at se andres fejl, selv om de måske ikke er så gode til at skrive,« siger Mads Bunch, der også hurtigt kan se, hvilke opgaver, der er de bedste. På den måde kan afleveringerne desuden bruges til peer-evaluering, sammen med de studerende.

»De studerende er lige så dygtige som jeg til at udvælge de bedste tekster fra deres medstuderende,« siger han.

Kan også hjælpe studerende til eksamen

Peer-metoden kan desuden blive en hjælp for de studerende til deres eksamen, mener Mads Bunch.

På faget Creative writing skal de aflevere en portfolio med tre af deres egne tekster fra kurset og otte sider med teoretisk refleksion om dem. Semestrets mange peer-feedbacks og evalueringer gør det nemmere for de studerende at udvælge deres tre bedste tekster.

Feedback’en er i øvrigt anonym, og for at undgå uanvendelig feedback instruerer Mads Bunch på forhånd sine studerende om, at deres kritik skal være i overensstemmelse med de fire K’er: kærlig, kritisk, konkret og konstruktiv.

Endelig gør systemet på peergrade.io det muligt for en studerende at give feedback på den modtagne feedback, hvis han eller hun opfatter den som urimelig.

»Men det har jeg kun oplevet én gang i løbet af dette forårssemester, og jeg har haft i alt otte afleveringsrunder med 38 opgaver hver gang, så det er et meget lille problem,« siger Mads Bunch.

Erfaring med 130 kursusstuderende satte det i gang

Bag peergrade.io står David Kofoed Wind, ph.d.-studerende ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Hans ph.d. er relateret til datanalyse og e-learning.

Oprindeligt handlede hans ph.d. ikke om peer-evalueringer overhovedet, men det kom den til, efter han havde prøvet at stå og undervise 130 studerende på et kursus. Det var ikke effektivt, følte han, og det sparkede udviklingen i gang.

»Det var umuligt for mig at rette de 130 opgaver fra de studerende med et tilfredsstillende resultat for mig, så det fik mig til at gruble over, hvad man kunne gøre ved det. Jeg faldt så over modellen med peer-evalueringer, men jeg fandt ikke noget godt værktøj til det. Derefter gjorde jeg det til målet for min ph.d.-opgave,« siger David Kofoed Wind.

Han begyndte for et års tid siden med at bygge systemet op fra bunden og med at lave hjemmesiden. Derefter gik han så småt, fra december 2015, i gang med at anvende systemet på fire kurser på DTU. I dag har han erfaringer med at bruge det på cirka 50 kurser fra både DTU, KU, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.

Tekst lige så vigtig til feedback som tal

Til at begynde med troede Kofoed Wind, at hovedformålet med peergrade.io skulle være at spare tid for underviserne og til at give karakterer med, og mange af svarkriterierne var enten ja/nej eller noget med at skulle give en bedømmelse efter en skala på et til fem. Men han blev klogere, da han kom til KU.

»Det var umuligt for mig at rette de 130 opgaver fra de studerende med et tilfredsstillende resultat for mig, så det fik mig til at gruble over, hvad man kunne gøre ved det« – ph.d.-studerende ved DTU og udvikler af peergrade.io

»Jeg lærte, at her var der en meget større interesse for at bruge det for læringens skyld, og især på Det Humanistiske Fakultet ved KU på Amager er tekstbedømmelser vigtige. Jeg har måttet lære at forstå den pædagogik, der gælder ved KU på Amager, og at det er helt i orden, at feedback udelukkende består af tekst,« siger David Kofoed Wind, der nu har justeret peer-systemet derefter.

Han kontaktede selv TEACH, fordi de sidder med e-learningsområdet på KU. Ifølge David Kofoed Wind havde TEACH allerede en interesse i peer-feedback og peer-evaluering, men de manglede en teknisk løsning og nogen til at pege i den rigtige retning med hensyn til, hvordan det skulle fungere.

David Kofoed Wind holdt et møde med TEACH den 2. december, som førte til, at de købte 10 licenser af ham. Om et år ved han, om peer-feedback er slået igennem for alvor på KU.

anfj@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste