Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Penkowa på ransagning i sine gamle lokaler

BEVISER - Hjerneforsker Milena Penkowa havde politi og advokat med, da hun fredag morgen besøgte Panum Instituttet for at sikre sig adgang til rotte-beviser.

I en tidlig morgen-aktion har den svindelanklagede hjerneforsker Milena Penkowa været på ransagning på Panum Instituttet. Hun blev eskorteret af sin advokat, Kåre Pihlmann, og to politifolk.

»Vi har politiet med for at sikre materialerne,« sagde Milena Penkowa til vores engelsksprogede søsteravis University Post, mens hun ventede på sin advokat foran fakultetet. Hun sagde, at der var åbne spørgsmål om hendes dyreeksperimenter, som krævede svar.

»Vi har bedt fakultetet om at udlevere materialerne, men det har de ikke villet,« sagde hun.

Milena Penkowa har, siden mistankerne om forskningsfusk blev rejst i efteråret 2010, hævdet at der foreligger dokumentation for alt hendes arbejde. Hendes tidligere arbejdsplads har en helt anden opfattelse. I februar 2010 blev Penkowa meldt til politiet af Københavns Universitet, som mener, at hun har forfalsket netop sin forskningsdokumentation, i dette tilfælde om rotteforsøg, der omfatter langt over tusind dyr.

Derudover er Penkowas forskning lige nu genstand for to undersøgelser i Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, UVVU.

Ved ikke hvorfor hun ikke får materialer

Penkowa håber at finde logbøger og fysiske mapper på sin tidligere arbejdsplads.

»Når KU vælger at lave en politianmeldelse, så er det ejendommeligt, at de ikke vil udlevere det fysiske bevismateriale. Jeg vil finde ud af, hvorfor det ikke er blevet udleveret,« sagde hun.

Hvorfor tror du, det ikke er blevet udleveret?

»Det ved jeg ikke. Måske sidder der en ildsjæl og får et kick ud af at forhindre mig i at få adgang til filerne,« smilede Milena Penkowa.

Adgang forbudt

Da en journalist fra et andet medie spurgte Milena Penkowa, hvad hun forventer, at sagens udkomme bliver, talte hun om sig selv i tredje person.

»Jeg forventer en total frifindelse af Penkowa.«

Universitetsavisen og journalister fra Jyllands-Posten blev forment adgang til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet af den stedlige kommunikationschef, Morten Jastrup.

Universitetet var blevet adviseret om, at Penkowa ville dukke op fredag morgen.

miy@adm.ku.dk

Seneste