Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Penkowa publicerer igen

NAVNE - Skandaleforskeren Milena Penkowa er i gang igen. Nu med en videnskabelig artikel om bivirkninger ved kemoterapi.

Ingen har skabt mere røre på arbejdspladsen Københavns Universitet end den detroniserede hjerneforsker Milena Penkowa, der bestred et professorat fra 2003 og landede priser på stribe, indtil til hun blev suspenderet i 2010 for både underslæb og videnskabeligt snyd.

For Københavns Universitet fik Penkowa-sagen enorme følger. Kammeradvokaten undersøgte universitetet, 500 forskere krævede en uvildig undersøgelse (som de ikke fik), Rigsrevisionen gik ind i sagen på grund af misbrug af forskningsmidler, og ministeren satte universitetet under skærpet opsyn.

Skandalesagen kostede universitetet dyrt i både anseelse og millioner.

Stav til frifundet

Sagen er lang og speget, og det sidste retlige punktum blev sat i Østre Landsret i september 2016, hvor Milena Pekowas reaktion til diktafonen lød:

»Yakedi-yakedi-yakedi-yak. Frifundet, kan du stave til det?«

Det er svært at stave til frifundet i Milena Penkowas tilfælde. Året før, i september 2015, havde byretten idømt Penkowa ni måneders betinget fængsel for dokumentfalsk af særlig grov karakter.

Men hun ankede dommen, og Østre Landsret dømte, at Milena Penkowa har begået dokumentfalsk og udvist »en ikke ubetydelig kynisme.« Tre dommere mente, at hun var skyldig i groft dokumentfalsk, mens tre dommere var uenige og takserede hendes brøde som ‘almindelig’ dokumentfalsk.

Stemmeligheden faldt i sidste ende ud til Milena Penkowas fordel, for den betød, at sagen faldt for forældelsesfristen, hvorfor Milena Penkowa blev frifundet.

Penkowa: »Mit liv handler i bund og grund om at redde liv og hjerne«

Nu kan BT fortælle, at Milena Penkowa har skrevet en videnskabelig artikel, der netop er publiceret i tidsskriftet Supportive Care in Cancer.

Artiklen er forfattet i samarbejde med overlæge på Roskilde Hospital Peter Boye Hansen på baggrund af et forskningsprojekt om bivirkninger ved blandt andet kemoterapi. De to har ifølge BT opdaget et mineral, der kan modvirke alvorlige bivirkninger.

»Der er ingen ord, der kan beskrive, hvor godt og rigtig det føles. Mit liv handler i bund og grund om at redde liv og hjerne, og det bliver maximalt fyldestgjort med det her,« skriver Penkowa, der i en mail til BT beskriver sit comeback sådan her:

»Det føles som et gidsel, der efter mange, mange år endeligt frigives og ser sit hjem igen.«

Læs BTs artikel her.

gbg@adm.ku.dk

Seneste