Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
PENGE - KU anslår, at udgiften til at udrede trådene efter Milena Penkowa beløber sig til syv millioner kroner.
»Sagen vedr. Milena Penkowa har udover de interne ressourcer medført omkostninger til kammeradvokatens redegørelse samt til en omfattende gennemgang med ekstern assistance af al Penkowas forskning. Der er betydelig usikkerhed omkring hvor store disse ekstraordinære omkostninger vil blive, men i Q1 prognosen er de skønnet til 7,0 mio. kr. for 2011.«
Sådan lyder det i den seneste kvartalsrapport om Københavns Universitets økonomi.
Prisen for den ene af de store udgiftsposter kendes allerede. Det er universitetets egen redegørelse, som Kammeradvokaten har faktureret 2.569.422.13 kroner for, inklusiv moms.
Den anden store post er gennemgangen af Penkowas forskning med bistand fra De Frie Forskningsråd, og den er endnu langt fra at være afsluttet.
I Norge tog en lignende udredning i sagen om forskeren Jon Sudbø cirka et halvt år, men den norske sag var anderledes, fordi den uredelighedsmistænkte forsker i dette tilfælde selv havde tilstået fusk og bistod med opklaringen.
Dertil kommer prisen for de mange ansatte på Københavns Universitet, som har ryddet arbejdskalenderen for at beskæftige sig med Penkowa-sagen, iværksætte initiativer, så den ikke gentager sig, granske dokumenter og regnskaber, påvirke omtalen af KU i medierne, udøve lobbyvirksomhed over for Folketingets videnskabsudvalg og holde Videnskabsministeren, som har sat universitetet under ‘skærpet tilsyn’ tilfreds.
Prisen for dette arbejde bliver vanskelig at gøre op.
KU’s budget er på næsten otte milliarder kroner.
chz@adm.ku.dk