Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Kaos omkring Erasmus Mundus

Der var ingen afklaringer da Helge Sander blev kaldt i samråd om den spegede sag om Erasmus Mundus-uddannelserne

Mange spørgsmål, få svar. Det var konklusionen da videnskabsminister Helge Sander (V) onsdag den 18. februar var kaldt i åbent samråd af forskningsordførerne Kirsten Brosbøl (S) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

Spørgsmålene handlede om sagen om Erasmus Mundus-uddannelserne på de danske universiteter. De to ordførere havde samme dag i en kronik i Politiken beskyldt ministeren for at svigte princippet om gratis uddannelse i Danmark.

Ved samrådet havde begge ordførere masser af spørgsmål til ministerens håndtering af sagen, men hen ad vejen stod det mere og mere klart at Helge Sander ikke var indstillet på at give dem et opklarende svar. Ordførerne selv lagde undervejs ikke skjul på at Helge Sander efter deres overbevisning ikke svarede på spørgsmålene.

Hovedrysten og forbløffede blikke var mere reglen end undtagelsen når Helge Sander gav sine bud på sagens sammenhæng.

Baggrunden for samrådet var blandt andet at Aarhus Universitet (AU) netop har givet erstatning til fire danske Erasmus-studerende, mens tre andre har fået afslag på deres klager. En forskelsbehandling som ordførerne ikke kunne forstå, og som rejste flere andre spørgsmål omkring retten til erstatning for andre studerende da AU har betalt pengene tilbage efter vejledning fra Videnskabsministeriet selv. Her har man med en kringlet tekst fastslået at kun studerende med en bachelorgrad fra et dansk universitet kan få pengene tilbage.

Kirsten Brosbøl kunne oplyse at Københavns Universitet (KU) havde tilbagebetalt penge til flere af deres studerende som netop ikke var fra Danmark og spekulerede på hvordan det kunne være.

»Jeg ved ikke noget om KU, så det kan jeg ikke svare på,« replicerede Helge Sander.

Han udelukkede også at ministeriet ville kontakte udenlandske studerende som allerede havde betalt, for at oplyse dem om deres rettigheder. Han henviste til deres mulighed for at klage, men tog ikke stilling til hvordan de udenlandske studerende skulle gøres bekendt med denne rettighed.

Tynd ministerforklaring
Da Erasmus Mundus-sagen kom frem i efteråret 2007, afviste Helge Sander hele problematikken om brugerbetaling, og han kaldte opkrævningen ‘helt i overensstemmelse med loven’.

Johanne Schmidt-Nielsen spurgte under samrådet om ikke Helge Sander havde kendt til hele sagen i flere år før 2007 og bevidst havde undladt at reagere.

Det afviste videnskabsministeren på det bestemteste. Ganske vist havde ministeriet siden december 2005 fået adskillige henvendelser om sagen, blandt andet fra en studerende der klagede over at skulle betale for uddannelsen, og fra rektorer der flere gange gjorde opmærksom på uoverensstemmelser mellem universitetsloven og den reelle praksis. Og ganske vist havde ministeriet ikke bare modtaget, men også svaret på henvendelserne. Men minister Helge Sander havde altså intet hørt før Enhedslisten tog sagen op.

Johanne Schmidt-Nielsen betvivlede efter samrådet dog videnskabsministerens udlægning.

»Det er nok den tyndeste forklaring jeg nogensinde har hørt fra en minister. Selv hvis det passer at han ikke har hørt noget fra embedsmændene, har han alligevel et stort problem, for uanset hvad er det jo hans ansvar som minister for universiteterne.«

Hun mener at ministeren bør igangsætte en undersøgelse af sagens forløb hvilket Helge Sander dog nægter.

»Det er meget mistænkeligt at Sander ikke vil have forløbet undersøgt. Vi oplever lige nu en desperat minister der forsøger at vildlede både opposition og studerende for at slippe for at stå til ansvar for sine handlinger,« mener Johanne Schmidt-Nielsen.

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) er heller ikke tilfredse med Helge Sanders behandling af sagen. De vil nu have ombudsmanden i spil.

»Det er meget problematisk at ministeren ikke vil sikre en tilbundsgående undersøgelse af klare lovbrud på universiteterne. Der er brug for at en uvildig part tager over i sagen. Det kan oplagt være ombudsmanden,« siger Maren Schmith Astrup, formand for DSF, i en pressemeddelelse.

Alt i alt fremkaldte ministeren mere forvirring end afklaring ved onsdagens samråd. Mest undren var der dog da han midt i samrådet pludselig mente at der aldrig var opkrævet ulovlig brugerbetaling eftersom universiteterne ikke havde modtaget taxameterpenge for de studerende. En melding der står i kontrast til stort set alle andre meldinger i sagen.

Johanne Schmidt-Nielsen lød da heller ikke overbevist af Helge Sanders gyldne tunge da hun opgivende erklærede:

»Det er et meget syret samråd, det her.«

mbt@adm.ku.dk

Seneste