Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Politisk flertal for flere penge

Partierne bag globaliseringsforliget vil hæve statstilskuddet til de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser

De studerende på Humaniora og Samfundsvidenskab kan se frem til at få bedre vilkår. Partierne bag globaliseringsforliget er nemlig indstillet på at hæve statens tilskud til de ’tørre’ fag i forbindelse med forhandlingerne om næste års finanslov.

Kirsten Brosbøl, forskningsordfører for Socialdemokraterne, mener, at McKinsey-rapporten dokumenterer, at specielt de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser er underfinansierede, og at det har som konsekvens, at de studerende modtager meget få undervisningstimer på visse fag.

»S vil kæmpe for et løft af taxametrene i forbindelse med efterårets globaliseringsforhandlinger. Videnskabsministeren har også set skriften på væggen, så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til at løfte vores dagsorden,« siger Kirsten Brosbøl.

Bred opbakning

Dansk Folkepartis (DF) videnskabsordfører, Jesper Langballe, mener også at der nu er klar dokumentation for at specielt Humaniora udsultes. DF vil derfor kræve, at taxameteret bliver sat op ved de kommende globaliseringsforhandlinger.

»Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig et større politisk slagsmål om det her, da alle partier efterhånden er enige om, at det ikke kan blive ved at gå på denne måde,« siger Jesper Langballe.

Det Radikale Venstre (RV) har nedsat en intern arbejdsgruppe, der skal gennemgå rapporten i detaljer, inden forligspartierne skal mødes med videnskabsministeren, sandsynligvis sidst i august. Forskningsordfører Marianne Jelved forventer dog ikke, at en nærlæsning vil ændre på partiets holdning.

»Vi har klart sagt, at vi vil have et højere taxameter, og det viser rapporten også, der er brug for,« siger hun.
Venstres ordfører, Malou Aamund, erklærede sig i april i år villig til at hæve taxametret, men vil se høringssvarene, inden hun udtaler sig yderligere.

De Konservative har ligeledes tidligere støttet et højere taxameter.

Seneste