Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Poul Erik Krogshave takker af

AFSKEDSBREV - Tillidsrepræsentant og mangeårig frontfigur i Hovedsamarbejdsudvalget Poul Erik Krogshave træder tilbage efter 45 år på KU.

Kære alle

I de 45 år jeg har været medarbejder på Københavns Universitet, har jeg haft mange interessante opgaver og gode oplevelser, som jeg gerne tænker tilbage på med glæde.

Da jeg fratrådte som næstformand i Hovedsamarbejdsudvalget, opfordrede rektor mig til at kommentere nogle af mine oplevelser fra de mange års tilknytning til universitetet. Jeg følger lidt op her, og vil samtidig gerne henvise til mine refleksioner over HSU-arbejdet og dette interview i Universitetsavisen.

I juni måned har jeg mine sidste arbejdsdage på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning. I tilknytning hertil har institutleder Niels Elers meget betænksomt foreslået, at der holdes en fratrædelsesreception for mig.

Selv om jeg med glæde har deltaget i markeringer og receptioner for mange kolleger, og mange har sagt, at de glædede sig til at deltage i en reception ved min fratrædelse, så har jeg orienteret Niels og flere andre om, at en reception ikke vil glæde mig, fordi den personlige opmærksomhed med en reception for mig både vil være ny og meget fremmed for mig.

I stedet vil jeg meget gerne sige tak til alle jeg har haft kontakt til og haft godt samarbejde med i løbet af årene. Jeg ønsker jer alle det bedste.

Nu glæder jeg mig til at få mere og bedre tid sammen med min kone Helle.

De bedste hilsner fra
Poul Erik Krogshave

Seneste