Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Projektleder på KUA 3: »Det er lidt en balanceakt«

Mit job — Ingeniør Bjarne Ernst Hellmann landede jobbet som KU's mand på KUA 3-byggeriet i en alder af 70.

Han snører sine pivnye sikkerhedssko, og står tilfreds og fjedrer i dem, mens han joker med Uniavisens fotograf og skribent, der både skal registreres og iføres signalfarvede veste og hjelme forud for en rundvisning på byggepladsen.

Ingeniør Bjarne Ernst Hellmann er Københavns Universitets projektleder på tredje og sidste etape af KUA-byggeriet, hvis færdiggørelse han gesvindt bevæger sig omkring for at præsentere.

»Jeg varetager universitetets interesser i byggeriet. Det er en lidt speciel konstruktion, for det er Bygningsstyrelsen, der er bygherre, og som har hyret entreprenører og rådgivere. Det er så mit job at følge udviklingen for at se, om universitetets krav til byggeriet bliver opfyldt.«

Bjarne Ernst Hellmann lægger ikke skjul på, at der er mange interesser, der mødes her, og at det af og til er en balanceakt at få sager drevet frem:

»Der er flere involverede i næsten enhver afgørelse. Ud over i den nærmeste medarbejderkreds, skal beslutninger ofte afstemmes med fakulteternes brugerkoordinatorer, driftsområdet, direktører og dekaner.«

Det er snart oppe over, for entreprenørerne skal aflevere KUA 3 til Bygningsstyrelsen den 1. november 2016. KU overtager bygningerne til møblering den 20. december, og så tager jurister, teologer og informationsspecialister hul på deres første semester på Søndre Campus den 1. februar 2017.

Nyt job som 70-årig

Bjarne Ernst Hellmann ler, da Uniavisen vil vide, om KUA 3 kommer til at bære hans signatur.

»Nej, sådan er det slet ikke. Jeg kommer ikke til at præge byggeriet med min personlige stil,« siger han og tilføjer efter lidt eftertanke:

»Hardwaren kommer jeg ikke til at påvirke, men du kan jo sige, at jeg sætter mit ’bløde’ præg på processen ved at lede den på min måde og arrangere de møder, jeg nu gør. Min arbejdsdag omfatter teknik-, byggeledelseskoordineringsmøder, økonomimøder og møder om inventar – foruden de interne møder i Campus Service, hvor jeg selv sidder.«

Dialog er et yndlingsord for Bjarne Ernst Hellmann – han har en god dialog med samarbejdspartnere og interessenter og han sætter en ære i at formulere sig kort og præcist, når han henvender sig i skrift til dem.

KU’s mand på byggepladsen landede jobbet som projektleder den 4. januar i år. Det er ikke alle, der har rundet de 70, som har sult nok til at søge et krævende job. Men det havde Bjarne Ernst Hellmann, der efter en længere periode som selvstændig konsulent mente, at det var tid til et karrierespring.

Han nedtoner skribentens interesse for aldersspørgsmålet med en henvisning til sine tvillingebørn på 17, der ’jo skal have tøj på kroppen.’

»Jeg er stolt af at arbejde for Københavns Universitet. Man samarbejder med så mange faggrupper og er en del af noget stort til gavn for mange.«

Arbejdsglæden er intakt, og ingeniøren har ingen pensionsplaner:

»Vi kan godt blive enige om, at jeg ikke skal fortsætte i ti år. Men i øjeblikket går det fint.«

gbg@adm.ku.dk

Seneste