Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Projektlederen: »Jeg synes jo, jeg har et sjovere job end alle mine kollegaer«

Mit job — Ditte Thøgersen møder ind på kontoret i Universitetsparken hver dag, men det er sjældent hun bliver der. Som projektleder har hun konstant ærinder på universitetets institutter og fakulteter rundt omkring i København.

Ditte Thøgersen møder ind på kontoret i Universitetsparken hver dag, men det er sjældent hun bliver der. Som projektleder i Forskning & Innovation (F&I) har hun konstant ærinder på universitetets institutter og fakulteter rundt omkring i København.

»Jeg bruger nok to-tre arbejdstimer om ugen på cyklen,« siger hun, da vi fanger hende i et stationært øjeblik bag skrivebordet.

Ditte arbejder i F&I’s team for strategi og udvikling, hvor hun blandt andet skal »promovere en innovationsdagsorden« og understøtte »excellence i forskningen«. Det handler om at passe og udvikle maskineriet bag KU’s forskning.

»Det fede er at komme ud. Jeg møder engagement alle steder på KU. I drifts- og serviceafdelinger, blandt VIP’er, i ledelsesgrupper. Det er den energi, der gør det fedt at komme på arbejde.«

Projektleder Ditte Thøgersen

Alder: 33 år

Har været på KU: I 6 år – først på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, og siden i Forskning & Innovation under fællesadministrationen, hvor hun er projektleder i afdelingen for strategi og udvikling.

Når hun ikke arbejder på KU, er hun: »Kulturforbruger! Jeg går en del i teatret og tager tit med kæresten til Berlin, hvor vi spiser dyr mad og tager på kunstudstillinger. En rigtig Politiken Plus-kunde!«

Da vi spørger, om hun ikke også støder på brok og debat, smiler hun.

»Alle vil gerne bestemme, alle synes de er bedre kvalificeret til at træffe beslutninger om alting – og det kan være en udfordring. Men jeg synes, det er charmen ved KU. Det er aldrig spild af tid at høre på dem, der arbejder med det. Og jeg finder ro i de villiges alliance. Der er nogen, man ikke kan nå – de skal have lov at være i fred, og de er sikkert engageret i andre dagsordener. Lad os fokusere, hvor den gode energi er.«

Vejrer stemningen på KU

Ditte tog sin bachelor i retorik på KU og fulgte op med en kandidat i politisk kommunikation og ledelse på CBS. Hun drømte om at gå forskervejen, men da det ikke lykkedes at gafle en af de sjældent udbudte ph.d.’er i samfundsvidenskab, fandt hun en åbning behind the scenes i ledelsessekretariatet på SUND som personlig assistent for prorektor for uddannelse.

Det var et intensivt crash course i maskinen KU, og efter endnu en stilling i ledelsessekretariatet fik hun job i F&I – som ud over hendes team (blandt andet) arbejder med at patentere og licensere KU-opfindelser og koordinere det knudrede arbejde med at søge EU-midler til forskningen.

Når du sådan cykler rundt til alle fakulteterne, må du også blive god til at vejre stemningen på KU

Der er en følelse af, at vi alle er i samme båd, at det handler om at få de langsigtede besparelser på plads, så vi ikke mister flere kolleger

»Vi snakker en del om stemningen herinde efter fyringsrunden sidste år. Jeg har siddet med i en del af arbejdet med yderligere besparelser, og jeg har været bekymret for, hvordan det ville blive modtaget, når man kom ud og sagde: ’I har lige sagt farvel til gode kolleger, og nu spørger vi, om der kan spares andre steder også’. Men jeg er blevet overrasket over, hvor konstruktive, folk har været. Der er en følelse af, at vi alle er i samme båd, at det handler om at få de langsigtede besparelser på plads, så vi ikke mister flere kolleger.«

Ditte Thøgersen er kun 33, men seks år på KU har allerede givet hende et bredt netværk spredt ud over hele universitetet. Hun har arrangeret konferencer, været med i digitaliseringsprojekter, organiseret jule- og sommerfester og har generelt »en pind i mange gryder,« som hun siger det.

»Jeg synes jo, jeg har et sjovere job en alle mine kolleger,« griner hun på vej ud af kontoret og ned til cyklen. »Jeg tænker altid, at folk må drømme om, at de var mig.

Seneste