Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Prorektor Lykke Friis tager orlov

Fravær — Prorektor for uddannelse, Lykke Friis, holder forskningsorlov fire måneder i efterårssemestret.

Københavns Universitet kommer til at undvære sin prorektor for uddannelse Lykke Friis fra 1. august til 1. december 2017.

Hun har valgt at tage forskningsorlov uden løn, hvor hun blandt andet skal være tilknyttet tænketanken European Council of Foreign Relations i Berlin og kommentere det tyske valg for TV2.

Hun fortæller på intranettet, KUnet, at et rejselegat og det snarlige tyske valg giver en enestående mulighed for igen at kunne fordybe sig mere fagligt i sit gamle forskningsfelt.

Baggrund i Europa-politik

Lykke Friis har taget sin ph.d. i international politik ved Københavns Universitet i 1997 og har gennem flere år forsket i og arbejdet med EU og europapolitik.

Desuden har hun udgivet videnskabelige artikler om emnet, samt undervist i internationale forhold og europæisk politik på KU og på Copenhagen Business School, CBS.

Fra 2003 til 2006 var Lykke Friis ansat som europapolitisk chef hos Dansk Industri og før det forskningschef hos Dansk Udenrigspolitisk Institut, i dag Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), fremgår det af hendes CV.

Ikke farvel

Lykke Friis siger videre på KUnet, at KU befinder sig i en meget spændende tid med Henrik C. Wegener som ny rektor og en ny strategi godt på vej.

Alt det har hun fortsat lyst at bidrage til.

»Nu tager jeg en pause for at lade mine Europa-batterier helt op, men jeg glæder mig til at komme tilbage i december og genoptage arbejdet,« udtaler prorektor på KUnet.

Lykke Friis var prorektor for KU første gang fra 2006 til 2009, så blev hun klima- og energiminister og siden også minister for ligestilling – samt fra 2011-2013 medlem af Folketinget.

I 2013 vendte hun tilbage til universitetet til sit gamle job som prorektor.

Seneste