Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Protest mod regeringens uddannelsespolitik blev ingen folkesag

DEMO - Kun et lille antal studerende mødte frem for at vise deres modvilje mod regeringens uddannelsesplaner.

Den gyldne konfetti regnede ned, popmusikken buldrede af sted, og overalt var der gule og sorte balloner. Elever og studerende fra hele landet demonstrerede onsdag den 14. maj på Christiansborg Slotsplads. Den stort anlagte demonstration samlede dog slet ikke de 5-10.000 deltagere, som arrangørerne i Danske Studerendes Fællesråd havde forventet.

Busser fra både Fyn og Jylland havde sørget for transport af demonstranter til Slotspladsen, men universitetsstuderende var der ikke mange af.

Arrangørerne satte selv deltagertallet til 4.000, men Uniavisens udsendte vurderede antallet til omtrent 1.500, da der var flest mennesker. Heraf var langt de fleste folkeskole- og gymnasieelever samt unge fra professionsuddannelserne.

SE: Billedgalleri fra demonstrationen.

Utilfredshed med Kvalitetsudvalgets anbefalinger

Elev- og studenterorganisationerne bag protesten er utilfredse med de anbefalinger, som regeringens Kvalitetsudvalg er kommet med i foråret. Blandt andet foreslås en afskaffelse af retskravet, der giver studerende med en bachelorgrad automatisk ret til at fortsætte uddannelsen på kandidaten.

Camilla Gregersen fra Dansk Magisterforening gik på scenen med støtte til demonstranterne.

»Retskravet skal ikke afskaffes, men skal forlænges til fem år. Vi skal styrke de studerendes rettigheder. Der er ikke brug for mindre uddannelse, men for mere uddannelse,« sagde hun til de fremmødte.

Minister: lyt til anbefalingerne

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) mødte selv op for at tale med demonstranterne.

»Vi er i gang med en periode, hvor vi lytter til alle input. Vi lytter naturligvis også til jer studerende, men i en dialog skal man lytte til hinanden. Derfor skal i også lytte til mig og til de idéer, som kommer fra Kvalitetsudvalget,« sagde hun.

Den greb en af demonstrationens konferencierer, som spurgte forsamlingen: »Men lytter Sofie Carsten Nielsen nok til de studerende?«

Svaret blev et stort og rungende »nej!«

Tilbage på Christiansborg Slotsplads sluttede dagen af med en tale fra formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Jakob Ruggaard:

»Vi skal ikke kæmpe imod hinanden om pladserne på uddannelserne. Med karaktermure og afskaffelse af retskravet sendes vi ud i direkte konkurrence med hinanden. Vi vil ikke blive dummere i konkurrence mod hinanden. Vi skal blive klogere i fællesskab!«

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste