Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

»Pyt med flaskerne«

Twitter — Uddannelses- og Forskningsministeriet dukkede ikke op til studenterleder Sana Mahin Doosts afskedsreception. På twitter går striden nu om, hvorvidt embedsfolkene blev inviteret eller ej.

Fredag d. 25 januar trådte nu tidligere forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd (DSF) Sana Mahin Doost tilbage efter to år på posten. I den anledning var der inviteret til reception på DSF’s hovedkontor, hvor både den tiltrædende og afgående bestyrelse blev fejret.

Danske Studerendes Fællesråd er en paraplyorganisation for studenterpolitiske organisationer og repræsenterer omkring 170.000 studerende på videregående uddannelser. Derfor var det også påfaldende, at der hverken var hilsner, gaver, eller repræsentanter fra Uddannelses- og Forskningsministeriet ved receptionen. Noget Doost også noterede sig efterfølgende, men som først blev opfanget i twittersfæren torsdag morgen.

Thomas G. Sørensen, der er kommunikationsmedarbejder ved Aarhus Universitet indledte festen med at opfordre ministeriet til at rette op på den graverende fejltagelse ved hjælp af Lambrusco.

Embedsværket greb bolden, og Departementschef Agnete Gersing sendte en hilsen af sted mod den forhenværende forkvinde. Dog gjorde hun også kort opmærksom på, at hun ikke selv havde modtaget en invitation til receptionen. Det tweet delte ministeriets profil kort efter – og forsikrede igen Doost om, at der var vin på vej med posten. På trods af manglende invitation.

Men Doost såvel som hendes studenterpolitiske kollega Julian Lo Curlo pointerede håndfast, at ministeriet altså var blevet inviteret. Ikke mindre end 15 gange endda. Og desuden kunne ministeriet også fint beholde deres vin.

»Det handler ikke om at få gratis vin, det handler om, at de studerendes stemmer endnu engang ikke anerkendes, men ignoreres af vores ministerium,« står der blandt andet i Julian Lo Curlos tweet-svar til ministeriet.

Ministeriet valgte efterfølgende at undskylde. De har dog udbedt sig – og modtaget en liste over, hvilke ministerielle medarbejdere der var inviteret til reception.

Og dermed fik Sana Mahin Doosts tilbagetrækning fra DSF et lille og uventet konflikt-efterspil i de sociale medier. Som forkvinde har hun markeret sig i talrige interview som en passioneret og velforberedt forkæmper for de studerende, og hun var derudover blandt andet med til at stille danmarkshistoriens første borgerforslag om afskaffelse af uddannelsesloftet.

Fuldtidsposten som forperson overtages af studerede og formand for Studenterrådet ved Roskilde Universitet Johan Hedegaard Jørgensen, der dog ikke blandede dig i denne diskussion, men nøjedes med at retweete fra Julian Lo Curlo. Mon dog ikke han senere får rig mulighed til at have sine egne diskussioner med ministeren og hans folk.

Seneste