Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Ralf-dukke er skæg

DUKKETEATER - Rektor Ralf Hemmingsen fortæller intranettets historie i en dukkefilm på KU's hjemmeside

Intranettet på Københavns Universitet har eksisteret siden 1612, men blev af kirkens folk betragtet som kættersk og har derfor været skjult i flere hundrede år.

Det fremgår af en dukkefilm, i hvilken KU’s rektor, Ralf Hemmingsen, render rundt i kælderen under universitetet og fortæller intranettets udviklingshistorie.

Her fremviser han en række hemmelige tegn og inskriptioner, der sandsynligvis kan føre til en opklaring af, hvor intranettet befinder sig i dag. Men ikke alle er tilsyneladende interesserede i Ralf Hemmingsens rektorsnagen.

Trilogi

Filmen, der er fremstillet af Spild af Tid for Københavns Universitet gør sig ikke blot lystig over Hemmingsens gestik og karakteristiske talemåde, den ironiserer også over, at det kommende intranet – kaldet KUnet – flere gange er blevet forsinket og efterhånden har været umådeligt længe undervejs.

Filmen er første afsnit af en trilogi om KUnets tilblivelse, og den kan ses på Københavns Universitets hjemmeside.

peri@adm.ku.dk

Seneste