Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
BIJOB - KU's rektor Ralf Hemmingsen er ny talsmand for Danske Universiteter - de otte danske universiteters interesseorganisation. Første punkt på Hemmingsens dagsorden er at give unge, der vil søge ind på en uddannelse, bedre info om deres jobmuligheder sidenhen.
I de kommende år vil det være KU’s rektor, der samlet tegner universiteterne i den offentlige debat. Ralf Hemmingsen afløser SDU-rektor Jens Oddershede på formandsposten i Danske Universiteter.
I en pressemeddelelse lægger den nye formand op til, at universiteterne skal blive bedre til at få de studerende i job. Det kan blandt andet gøres ved at forsyne de uddannelsessøgende med statistik om arbejdsmarkedet, så de kan vælge en uddannelse, der giver smør på brødet.
»De studiesøgende skal have bedre oplysninger om arbejdsmarkedet. Her kan universiteterne hver især og sammen gøre en forskel. Danske Universiteter vil derfor gerne indgå aktivt i et samarbejde med Uddannelsesministeriet om at udarbejde arbejdsmarkedsstatistikker for de enkelte uddannelser – og stille tallene til rådighed for studiesøgere og andre interesserede. Der er brug for at tænke mere i denne type åbenhedsdagsordener frem for ministeriel kontrol,« skriver Ralf Hemmingsen.
Idéen om at give kommende studerende bedre info om arbejdsmarkedet er senest blevet fremsat af regeringens Produktivitetskommission i en rapport fra december 2013.
Det er ventet, at den nye uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) allerede i marts måned vil lægge nye reformer af universitetsuddannelserne på bordet, hvor et af de vigtige temaer bliver at få gjort kål på den høje arbejdsløshed for nyuddannede kandidater og tvinge universiteterne til at planlægge mere efter arbejdsmarkedets behov. Den nye rektorformand forsøger altså at få indflydelse på denne proces fra starten.
Allerede før sin tiltrædelse mandag den 3. februar har Sofie Carsten Nielsen erklæret, at reformbølgen fra Uddannelsesministeriet fortsætter.
»Jeg vil tage handsken op fra Morten Østergaard, som har sat markante aftryk på området. Nu handler det ikke længere om, hvorvidt vi kan uddanne tilstrækkelig mange på de videregående uddannelser. Det mål er nået. Nu handler det om, at vi skal uddanne godt nok,« lyder det fra Sofie Carsten Nielsen i en pressemeddelelse fra Det Radikale Venstre.
chz@adm.ku.dk