Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
RANGLISTER - Københavns Universitet dratter ned ad Times Higher Education World University Rankings, der rangordner verdens højere læreanstalter. Fra en plads som nummer 51 sidste år til 177 i år. Det er dog ranglisten, ikke KU, der har forandret sig markant fra 2009-10.
Indtil i år blev opgørelsen fra Times Higher Education (THE) til i et samarbejde med QS Top Universities, men de to ranglisteforetagender har droppet parforholdet og udsender nu hver især en liste. Og QS holder stadig meget af KU, som kravlede en anelse op ad QS-listen til nummer 45.
THE, derimod, foretrækker universiteter med teknisk kant, og de skal helst ligge i USA.
KU har i de senere år interesseret sig for sin placering på de forskellige ranglister, fordi en flot bedømmelse kan have betydning for, hvor mange studerende og forskere, man er i stand til at tiltrække. Det er en selvstændig målsætning for KU-ledelsen at vide, hvordan listerne bliver skruet sammen, så man kan tage eventuelle skridt til at blive vurderet positivt.
Men opgaven er svær, så længe folkene bag de indflydelsesrige lister ændrer deres opgørelsesmetoder eller fokus. Af samme grund har KU i de senere år i sin kommunikation med omverdenen pralet ret stilfærdigt af nogle ellers flotte internationale placeringer.
En undtagelse er en ofte omtalt reklamekampagne fra 2007, hvori KU i det offentlige rum slog sig op på at være i klub med de fineste. Den går ikke længere, i hvert fald ikke med henvisning til Times Higher Education.
Ifølge THE-listen er Aarhus Universitet en smule bedre end KU i år, mens DTU er det klart bedste danske universitet.
chz@adm.ku.dk