Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Regeringen åbner for at ændre modregningen af EU-forskningsmidler

EU-midler — Danske forskningsmiljøer skal have større gevinst af at hente penge hjem fra EU, siger Martin Lidegaard. Et permanent forskningsløft på 700 millioner kroner om året skal ifølge den radikale leder finansiere en ny model. Løftet indgår i regeringens finanslovsforslag, der præsenteres i morgen.

»Et paradigmeskifte«.

Sådan beskriver Radikale Venstres leder, Martin Lidegaard, det løft af forskningsbudgettet på 700 millioner kroner om året, som regeringen lægger op til i forbindelse med finanslovsforslaget, der præsenteres fredag.

Planen er ifølge Lidegaard, at en del af pengene skal bruges til at ændre modregningen af forskningsmidler fra EU.

Det burde jo være sådan, at de blev belønnet, jo flere midler de hentede hjem fra EU

Martin Lidegaard, leder for Radikale Venstre og erhvervs- og konkurrencekraftsminister

Når danske universiteter i dag henter forskningsmidler hjem fra EU, tæller bevillingerne med i målet om, at det offentlige forskningsbudget skal udgøre én procent af bruttonationalproduktet, BNP.

Når budgettet lægges efter den målsætning, kan et større EU-hjemtag derfor betyde, at staten afsætter færre nationale forskningsmidler, end den ellers ville have gjort.

»Det synes jeg skaber en helt forkert incitamentsstruktur for universiteterne. Det burde jo være sådan, at de blev belønnet, jo flere midler de hentede hjem fra EU,« siger Martin Lidegaard, der også er erhvervs- og konkurrencekraftsminister.

De 700 millioner kroner skal lægges oven i målet om én procent af BNP til offentlig forskning. Løftet er permanent og indfases fra 2030 og frem mod 2035.

Forskningsløftet har ifølge Martin Lidegaard været en topprioritet for Radikale Venstre i regeringens interne forhandlinger om finanslovsforslaget.
Arbejdet med den nye modregningsmodel kommer dog primært til at ligge hos forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund (M). Ifølge Lidegaard er ambitionen at fremlægge modellen i 2027 i forbindelse med finanslovsforslaget for 2028.

Modregningen forsvinder ikke helt

Ifølge Martin Lidegaard vil de 700 millioner dog ikke kunne finansiere en fuldstændig afskaffelse af modregningen, og det er heller ikke det, som regeringen lægger op til.

Han beskriver en fuld afskaffelse som et langsigtet mål.

Er det så Radikale Venstres mål eller regeringens?

»Det er foreløbigt mest de Radikales mål,« siger Martin Lidegaard.

I stedet vil regeringen undersøge forskellige modeller for, hvordan modregningen kan ændres inden for den aftalte ramme på 700 millioner. Målet er ifølge Lidegaard, at et større EU-hjemtag i højere grad skal komme dansk forskning til gode.

En del af forklaringen på, at den konkrete model endnu ikke er aftalt, er ifølge Lidegaard, at regeringen først vil kende vilkårene i det kommende EU-budget.

Den radikale leder har dog svært ved at forestille sig, at regeringens undersøgelser af forskellige modeller kan ende med, at den nuværende ordning fortsætter uændret.

R vil prioritere basismidler

For Martin Lidegaard hænger forskningsløftet sammen med den internationale konkurrence om nye teknologier som kunstig intelligens og kvanteteknologi. Han peger på investeringerne i Kina og USA og argumenterer for, at Danmark og Europa skal udvikle mere teknologi selv for at mindske afhængigheden af andre.

Men hvordan de ekstra nationale forskningsmidler skal fordeles, er ifølge den radikale leder ikke fastlagt.

Han fremhæver dog universiteternes basismidler som en vigtig radikal prioritet. De giver efter hans opfattelse både plads til grundforskning og et fundament for at deltage i EU-projekter.

»Vi tror på grundforskningen, og vi tror, det er den, der kan levere de store afgørende skridt,« siger han.

Seneste