Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Regeringen klar med huslejerabat på Niels Bohr Bygningen

Regeringen vil give universitetet en huslejerabat på op mod 100 millioner kroner om året, så længe en række voldgiftssager ikke er afgjort. Minister lover samtidig, at man vil hjælpe universitetet, hvis den endelige husleje bliver »uholdbar stor«.

Efter længere tids tøven kommer regeringen nu Københavns Universitet til undsætning i skandalesagen om Niels Bohr Bygningen.

Universitetet slipper for at betale den fulde husleje på op imod 200 millioner kroner om året, når bygningen efter planen står færdig i juli 2022. I stedet skal universitetet betale den oprindelige husleje på cirka 91 millioner kroner – plus den fordyrelse, der skyldes ønsker fra Københavns Universitet.

Det siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen i en pressemeddelelse, samme dag som han skal svare på spørgsmål i et åbent samråd om byggeriet.

Universitetet vil betale den lavere husleje, mens en række voldgiftssager verserer. Københavns Universitet har anlagt en intern voldgiftssag mod Bygningsstyrelsen, mens styrelsen har rejst krav over for en række entreprenører.

Skulle sagerne ende med en stor huslejestigning til Københavns Universitet, lover ministeren, at regeringen vil forsøge at hjælpe universitetet.

»Vi vil også sende det klare signal, at hvis huslejen ender med at blive helt uholdbar stor for Københavns Universitet, så vil regeringen søge Folketingets opbakning til at hjælpe i den situation,« siger Jesper Petersen i en pressemeddelelse.

»Det er vigtigt, for i sidste ende handler det om midler til uddannelse og forskning, og det vil vi gerne have pengene hos KU går til. Og ikke til at bære en meget ulykkelig byggesag.«

Meget positivt, siger KU

Det er en melding, der vækker begejstring på Københavns Universitet.

»Vi er ekstremt glade for, at regeringen og ministeren sætter fokus på det her og markerer, at KU’s midler skal gå til uddannelse og forskning, ikke ekstraregninger på bygninger. Det er meget positivt,« siger Uffe Gebauer Thomsen, der er vicedirektør for Campus Service på Københavns Universitet.

Når Københavns Universitet står til at betale en forvokset husleje for Niels Bohr Bygningen, skyldes det, at lejen fastsættes ud fra de endelige byggeomkostninger. Og de er eksploderet: Fra 1,8 milliarder kroner til 4,6 milliarder kroner.

Derfor er den forventede husleje også steget med omkring 100 millioner kroner. Det er altså den stigning, som regeringen vil skåne Københavns Universitet for, så længe voldgiftssagerne pågår.

Kammeradvokaten vurderer, at sagerne kan afsluttes i løbet af 2023.

Seneste