Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Rektor gør op med kontroversiel fratrædelsesgodtgørelse

CHEFLØN - Rektoratet anbefaler bestyrelsen at ændre praksis, så ledere ikke fremover kan få fratrædelsesbonus, når deres ansættelser forlænges.

På et møde tirsdag 28. maj drøftede bestyrelsen et usædvanligt oplæg fra rektoratet vedrørende lederlønninger. Rektor Ralf Hemmingsen anbefaler en model, hvor man som hovedregel ikke kan få både en fratrædelsesgodtgørelse og en varig tilbagegangsstilling. Det skriver rektoratet i et nyhedsbrev af 28. maj.

Selvom bestyrelsen i foråret 2013 valgte at give Ralf Hemmingsen fire år ekstra i taburetten, kunne Dagbladet Politiken afsløre, at rektor alligevel vil få udbetalt en stor fratrædelsesgodtgørelse i 2013.

Den praksis har rejst kritik fra flere kanter. I en harsk kommentar til fratrædelsesordningen betegnede Professor Flemming Ibsen, Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, modellen som »absurd teater«. Bestyrelsen har hidtil forsvaret modellen som juridisk korrekt og argumenteret med, at det er almindelig praksis for lignende positioner i den offentlige sektor.

De foreslåede ændringer vil ramme ledere på institut-, dekan- og rektorniveau. I sit nyhedsbrev nævner Ralf Hemmingsen ikke sin egen lønpakke, som allerede er forhandlet på plads.

Rektor: Lederjob skal være attraktive for forskere

»I dag vil bestyrelsen drøfte et oplæg fra rektoratet om ledernes ansættelsesvilkår. Vi foreslår en model, hvor man som hovedregel ikke kan få både en fratrædelsesgodtgørelse og en varig tilbagegangsstilling,« siger Ralf Hemmingsen.

»Vi bør fastholde, at det er vigtigt at aflønne lederne på en måde, som afspejler de opgaver og det ansvar, der følger med jobbet – og altså indirekte den tillid, som ’samfundet’ har investeret i universiteterne. Samtidig skal et lederjob på KU, som for eksempel institutleder, stadig være attraktivt for dygtige forskere,« skriver rektor i sit nyhedsbrev.

Ralf Hemmingsens årsløn ligger i dag på lige knapt to millioner kroner inklusiv pension. I de næste fire år kan rektor dog kun hæve 1,7 millioner kroner årligt, da lønnen er blevet nedjusteret. Rektor Ralf Hemmingsens ansættelsesperiode udløber i 2017.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste