Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Rektorer: SU skal belønne de hurtigste

SU – Nu blander de danske universitetsrektorer sig i SU-debatten. Det nuværende system er uretfærdigt, da det favoriserer de langsomme studerende. I stedet advokerer rektorerne for en model, der belønner de hurtigste studerende. Forslaget har fået studenterpolitikerne på barrikaderne.

»Det nuværende system er uretfærdigt. Når man samlet set kan få mere SU ud af at bruge seks år på studiet frem for at gennemføre på de normerede fem år, så vender motivationen forkert.«

Så kontant er udmeldingen fra Jens Oddershede, rektor på Syddansk Universitet og formand for rektorkollegiet. Og dermed er rektorerne fra de danske uddannelsesinstitutioner gået ind i debatten om den kommende SU-reform.

Rektorerne præsenterer i stedet en SU-model, hvor de hurtige studerende belønnes, mens de langsomme studerende trækkes i SU, fortæller Jens Oddershede til Berlingske.

ECTS dikterer udbetalingen

Centralt i rektorernes model er forslaget om at SU’ens størrelse gøres afhængig af studieaktiviteten. Kort fortalt: Udbetalingerne bliver afhængige at det antal ECTS-point, de studerende tilegner sig per semester. Tager man kun halvdelen af de estimerede eksaminer, så får man kun udbetalt halvdelen af SU’en.

Omvendt kan hurtige studerende få mere i SU, hvis de scorer ekstra ECTS-point og kommer foran på studierne.

Ros fra radikale. De studerende demonstrerer

Rektorernes forslag roses af regeringspartiet Radikale Venstre:

»De vil have de studerende hurtigere færdig på en socialt ansvarlig måde, og det er rigtig godt i tråd med de tanker, vi gør os,« siger gruppeformand Sofie Carsten Nielsen.

Hos studenterpolitikerne i Studenterrådet møder forslaget til gengæld hård kritik.

»Jeg var chokeret, da jeg hørte om forslaget. Det virker som om, at rektorerne ikke har den ringeste forståelse af, hvordan det er at være studerende,« udtaler Studenterrådets formand Gwen Gruner-Widding, til Uniavisens engelsksprogede søstermedie, University Post.

Og det agter hun og de andre studenterpolitikere at gøre KU’s rektor opmærksom på. I dag, mandag den 4. februar, inviterer de således til protest-happening ved rektor Ralf Hemmingsens kontor kl. 12. Her opfordres de studerende til demonstrativt at nyde deres madpakker – et udtryk for, at SU’en på ingen måde er ensbetydende med overflod. Gwen Gruner-Widding håber, at de studerende kan få rektor Ralf Hemmingsen i tale. En lignende demonstration finder samtidig sted på Aarhus Universitet.

Nicklas.lund@adm.ku.dk

Seneste