Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Rektors vision for sproguddannelser til alle studerende – bliver det til noget?

SYNSPUNKT - Rektors plan om at alle studerende skal lære et fremmedsprog er god, mener studerende Rasmus Jensen. Men hvornår skal den føres ud i livet?

Det var ved et tilfælde, at jeg forleden havnede på KU’s videoportal. I den forbindelse havde jeg fornøjelsen af at se og høre rektor Ralf Hemmingsens tale til universitetets årsfest 2012. En god lejlighedstale om dannelse, og om hvordan det går på Københavns Universitet.

Til min store glæde og overraskelse lagde rektor også op til, at alle studerende skal have mulighed for at tage en sproguddannelse i forbindelse med deres studium. Sprog åbner øjne og døre, som han meget rigtigt forklarede.

Til daglig studerer jeg retorik, og det er naturligvis interessant at se, hvordan rektor har sans for situationen. Han kender sit publikum, og med sin støvede humor og sin rustne stemme får han os til at fornemme, at Ralf er personligt til stede. Dertil kommer det afsnit i talen, som handler om dannelse, både almendannelse og universitær dannelse.

Og det er her, der sker noget! Ralf smider forvaltningskappen, og for en kort stund lader jeg mig rive med, så jeg glemmer KU’s bundløse bureaukrati. Der er schwung i det – talen får klangbund.

Og hele dannelsesafsnittet kulminerer, da rektor røber sin vision om, at det skal være muligt at tage en sproguddannelse for alle studerende på KU:

»Forståelse af andre kulturer er forudsætningen for dannelse i en gensidig global afhængighed. Her er sprog en enestående øjenåbner og døråbner. Ikke bare de gamle europæiske hovedsprog og det enerådende engelske. Men også de sprog, som indeholder fremtidens kulturelle kapital – og måske også fremtidens kapitalistiske kultur: Kinesisk, tyrkisk, portugisisk. Derfor ser jeg gerne, at alle studerende på KU – uanset fakultet – får mulighed for at tage en sproguddannelse – i relation til deres studium.«

Så hvis det står til Ralf, kan vi som KU-studerende se frem til muligheden for at tage en sproguddannelse i relation til vores studier. Det kunne være spændende!

Rektor lover imidlertid heller ikke for meget i sin tale – da talen blev holdt sidste år 16. november, var det jo ikke sikkert, hvor lang tid han ville sidde ved roret. I mellemtiden har Ralf fået forlænget perioden for sit rektorat, hvormed han har de bedste forudsætninger for at føre sin vision ud i livet.

Spørgsmålet er bare, om det snart bliver til noget: Gør det det, rektor?

LÆS: Svar fra prodekan Jens Erik Mogensen på dette indlæg.

Seneste