Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Rift om KU på uddannelsesmesse

HVAD KAN JEG BLIVE? Det summer af drømme og bekymringer på årets uddannelsesmesse, ’Uddannelse Uden Grænser’, i Bella Center. Københavns Universitet har sendt vejledere ud for at fiske nye studerende

»Jeg vil læse Humanbiologi. Det er jeg helt sikker på. Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg kommer ind,« siger en lyshåret pige med krøller.

Ditte er gymnasieelev på Rysensteen Gymnasium på Vesterbro. Hun søger rundt mellem standene hos Københavns Universitet (KU) og spørger hos Sundhedsvidenskab, om de kan hjælpe.

Vi er på messe. For en måned siden var Bella Center proppet til randen med klimalobbyister og regeringsrepræsentanter fra hele verden. Men nu er det unge fra folkeskolens ældste klasser og fra ungdomsuddannelserne, som flyder ud i sækkestole og ved caféborde.

Uddannelse Uden Grænser hedder arrangementet, hvor uddannelser lige fra Søfartsskolen i Svendborg til Copenhagen Business School har slået boder op. Alle forsøger de at lokke de unge nærmere. Med bolsjer, computerspil eller som hos Forsvaret med maskingeværer, som især drengene tager op til kinden for at tage sigte med.

KU uden materiale

De udsendte vejledere fra Københavns Universitet er populære. Her er hele tiden unge, som stiller spørgsmål fra Herodes til Pilatus.

»Hjælper det så, at jeg har psykologi på B-niveau,« spørger en knægt, som gerne vil ind på Statskundskab. »Nej,« siger studievejlederen fra Samf og ryster på hovedet.

»Det er lidt til grin. Vi løb tør for det store katalog, som fortæller om alle KU’s uddannelser allerede klokken 10. Og det er det hæfte, som de alle sammen kommer for at få,« fortæller Stine Wolff, der til daglig læser dansk og i dag repræsenterer Det Humanistiske Fakultet.

Hun bliver stoppet af Younes El Yaakoubi, som gerne vil forhøre sig om mulighederne for at kombinere engelsk og økonomi. Han har også forhørt sig lidt hos Handelshøjskolen.

»Jeg er meget interesseret i den humanistiske tilgang, hvor I har mere litteratur og analyse. Men kan jeg få et job bagefter, hvis jeg ikke vil være gymnasielærer,« spørger han.

Drømme og tvivl

Det summer af drømme, men også af bekymringer. Younes er bekymret for, at han afskærer sig selv en masse muligheder. Og en mørkhåret pige, Julie, som nåede at læse et par måneder på RUC, er også i tvivl.

»Måske vil jeg gerne læse historie. RUC var bare ikke lige noget. Da vi skulle skrive projekter, var der ingen, der var interesserede i det samme som jeg, så jeg kom til at skrive om noget, jeg ikke rigtig gad,« svarer Julie på spørgsmålet om hvorfor hun er søgt hen til Københavns Universitets stand.

Studievejleder Stine håber bare, at de snart får flere materialer.

Uddannelsesmessen Uddannelse Uden Grænser fortsætter fredag den 15. januar.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste