Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK TIRSDAG - RUC's prorektor: Karakterskalaen bør revideres - Højteknologifonden investerer rekordstort for 2013 - Østergaards ny innovationsstrategi skal flytte rundt på midler - Endnu en bombetrussel på Aarhus Universitet - Åbent brev til Det Kongelige Bibliotek: Udstilling modarbejder demokrati.
Nu ønsker prorektor for Roskilde Universitet, Hanne Leth Andersen, karakterskalaen revideret, selv om den kun er få år gammel. Det skriver Altinget.dk. Den nuværende karakterskala indeholder uforklarlige spring og belønner ikke den usædvanligt fremragende præstation, mener hun.
Inden for højteknologi modtager 20 danske forskningsprojekter 594 millioner kroner i 2013. Af dem investerer Højteknologifonden de 304 af dem, mens virksomheder og universiteter leverer de resterende 290 milioner kroner. Dermed pumper højteknologifonden et rekordstort beløb ud til forskningsprojekter i år, selv om fonden blev ramt af nedskæringer på finansloven for 2013. Fonden arbejder desuden på at kunne fastholde niveauet i 2014, skriver Altinget.dk.
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) vil flytte rundt på innovationsmidlerne, og regeringen er gået i gang med at arbejde på en ny national innovationsstrategi, kaldet INNO+. Nu skal midlerne strømlines, så de løser globale udfordringer med klimaforandringer, aldrende befolkninger og energibesparelser. Det skal vende innovationsprocesserne på hovedet, så innovation løser problemer i stedet for at handle om tekniske løsninger, der leder efter problemer at løse, skriver Altinget.dk.
For anden gang inden for de seneste måneder er Aarhus Universitet (AU) blevet udsat for en bombetrussel. Denne gang er det gået ud over AU’s afdeling på Fuglsangs Alle, den tidligere Handelshøjsskole, og alle er blevet evakueret, skriver Jyllands-Posten.
Det Kongelige Bibliotek på KU har modtaget et åbent brev med en protest imod bibliotekets udstilling om armenerne, der efter egen opfattelse blev udsat for folkemord i Tyrkiet under 1. Verdenskrig. En lang række intellektuelle, akademikere og professorer skriver blandt andet, at det er forkert at hævde, at det er muligt at have to forskellige synspunkter om, hvad der skete med armenerne, hvoraf en million blev fordrevet fra deres hjem, i 1915. Det Kongelige Bibliotek har også tidligere måttet svare på kritik for, at de først holdt en udstilling om armenerne, der angiveligt var kritisk over for Tyrkiet, og efter nogles opfattelse derefter lod Tyrkiet komme til med Tyrkiets syn på spørgsmålet om armenerne i en ny udstilling.