Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

S presser regeringen for en studiebolig-løsning

STUDIEBOLIGER - Socialdemokraterne forventer ekstra pres på boligmarkedet for studerende i 2016. S-ordfører mener, at en løsning kan være midlertidige container-lejligheder på tomme byggegrunde.

Flygtninge presser boligmarkedet og vil gøre det vanskeligere end normalt for studerende at finde en billig bolig i 2016. Det mener både Venstre og Socialdemokraterne:

»Flygtninge skal have tag over hovedet, mens mange leder efter billige boliger, fordi regeringen skærer i kontanthjælpen. Det er en giftig cocktail – og det gør kun studieboligsituationen mere kompliceret,« skrev uddannelsesordfører for S Mette Reissmann forleden i et indlæg i Politiko.

Og udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) kaldte kombinationen af studerende og flygtninge for en ‘dobbeltudfordring’, da hun tirsdag den 19. april – efter at være blevet kaldt i samråd af netop Mette Reissmann og hendes S-kollega Jan Johansen – forklarede Folketinget, hvad hun ville gøre for at skaffe flere tag over hovederne på landets boligsøgende studerende.

»Det er lidt de samme boliger, man kæmper om,« sagde Inger Støjberg.

V vil lade markedet bestemme boligudbuddet

De to partier er dog uenige om, hvordan man fremtryller boliger til hovedstadens horder af studerende.

SR-regeringen indførte en lovændring, der gav kommunerne lov til at tvinge bygherrer til at lave almene boliger på 25 procent af pladsen, når de bygger nyt. Det var ikke mindst Københavns overborgmester Frank Jensen (S), der havde ønsket på denne måde at sætte markedskræfterne ud af kraft.

Men Venstre vil rulle 25 procent-reglen tilbage. »Her skilles vandene,« sagde Inger Støjberg på samrådet i Folketinget.

Til gengæld kaldte hun et forslag fra Mette Reissmann om at ændre loven for at tillade opstillingen af midlertidige studieboliger på tomme byggegrunde for ‘spændende’. Der vil være tale om boliger i store containere, der let kan sættes op og tages ned igen og allerede anvendes rundt omkring til boligformål. Den type container har typisk et boligareal på omkring 30 kvm.

»Det lyder spændende. Det gør det. Jeg vil ikke afvise noget. Men jeg vil omvendt heller ikke sidde her i dag og love specifikke lempelser af planloven,« sagde ministeren under samrådet tirsdag.

Ifølge Mette Reissmann ville disse boliger kunne stå klar ’til studiestart’. Hun uddyber over for Uniavisen, at hun blandt andet tænker på grunde som den store grund ved Tuborg Havn i Gentofte, som i mange år har stået ubebygget.

Støjberg: hvis det var let, kunne SR-regeringen have løst problemet

Inger Støjberg bemærkede på samrådet i Folketinget, at studerende også hvert år manglede boliger, da den tidligere regering sad, og at den nok kunne have løst problemet, hvis det var enkelt at gøre.

Men Mette Reissmann siger til Uniavisen, at den tidligere regering også ‘gjorde meget’. Særligt problematisk vil det ifølge Reissmann være, hvis Venstre-regeringen får gennemført, at kommunerne mister muligheden for at tvinge bygherrer til at mikse almene boliger ind i nye boligbyggerier. I modsat fald får vi gated communities (afspærrede boligområder for velhavere, red.), siger Reissmann.

»Prøv at tage til London og Stockholm og se dig omkring. Det er byer, hvor der stort set kun bor rige mennesker. Vi vil have byer, hvor man kan bo som studerende.«

Hun håber, at Dansk Folkeparti kan overbevises om ikke at støtte regeringens forslag om at fjerne 25 procent-reglen.

»Dansk Folkeparti støtter regeringen i at lade markedet regere det her område. De burde støtte os, men det gør de ikke.«

Boligordfører for Dansk Folkeparti Merete Dea Larsen bekræfter, at Dansk Folkeparti støtter regeringens ønske om at fjerne reglen. Og hun tilføjer, at DF hele tiden har været kritisk over for tanken.

»Vi stemte også imod første gang, da den blev vedtaget, fordi der er tale om ekspropriationslignende tilstande,« siger Merete Dea Larsen. »Men for os er det vigtigt, at der kommer nogle andre redskaber til at understøtte det almene boligbyggeri, og det er det, vi sidder og forhandler om nu.«

chz@adm.ku.dk

Annonce

Seneste