Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

S vil ikke garantere at rulle SU-nedskæring tilbage

SU-NYT – Ingen partier i blå blok afviser regeringens SU-nedskæringer. Men spørgsmålet er, om oppositionen også er tilfreds med at gøre SU’en mindre.

Enhedslisten og SF har begge markeret sig med skarpe holdninger imod forslaget om en lavere SU og griller med mellemrum Venstres uddannelsesminister Ulla Tørnæs om emnet ved samråd i Folketinget. De Radikale har heller ikke forlangt SU-forringelser, tværtimod har partileder Morten Østergaard foreslået en ekstra milliard til uddannelsessektoren uden medfølgende SU-nedskæringer.

Socialdemokraterne har også, senest 6. oktober, erklæret sig som modstandere af regeringens SU-politik. Spørgsmålet er bare, om de også vil lave den om, hvis Mette Frederiksen overtager Statsministeriet efter et valg.

Under en folketingsdebat torsdag den 6. oktober stillede uddannelsesordfører for SF Jacob Mark det direkte spørgsmål til Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen, om S vil binde sig til at skrotte regeringens planlagte SU-nedskæring, næste gang magtforholdene måtte tillade det.

Den garanti gav Socialdemokraterne ikke, selv om Mette Frederiksen klart gav udtryk for, at hun var imod regeringens forslag om en lavere SU koblet med en bedre mulighed for at tage studielån.

SF lover ikke at acceptere aftale med nedskæringer

Jacob Mark (SF) siger til Uniavisen, at han vil presse både Socialdemokraterne og De Radikale til at erklære deres hensigter for SU’en efter et valg. Mark siger, at han anerkender, at Socialdemokraterne har sagt, at de er imod nedskæringerne. Det er bare ikke det samme, som at de ikke kan blive en realitet.

»Når jeg spørger, er det fordi det betyder noget for SF, om vi kan holde sammen på rød blok i spørgsmålet om SU,« siger han. »Og det ville Socialdemokraterne ikke give en garanti for.«

Jacob Mark garanterer, at SF ikke vil indgå en aftale med SU-nedskæringer.

»Vi er ikke med i en 2025-aftale, hvor man skærer ned på SU’en,« siger Jacob Mark. »Det her bliver et hovedkrav fra SF, vi kommer ikke til at acceptere de her SU-forringelser.«

Nedenfor: ordvekslingen fra Folketinget mellem de to politikere fra hhv. SF og S.

»Kan Socialdemokraterne på nogen måde se sig selv i en politisk aftale, hvor man skærer på SU’en eller hvor man afskaffer det sjette SU-år, så der er mindre plads til omvalg, eller en SU-aftale, hvor man i det hele taget gør det sværere at være et ungt menneske i Danmark?« spørger Jacob Mark.

»Som udgangspunkt synes jeg, at vores studerende i Danmark har det ret godt. Det må jeg sige,« svarer Mette Frederiksen, hvorefter hun kritiserer regeringens SU-forslag:

»Der er jo to ting, der bekymrer os. For det første, at man næsten direkte beder flere unge om at gældsætte sig. Det synes vi jo er en kedelig start på det liv, der skal tegne sig efterfølgende. Og det andet er selvfølgelig, om man med de begrænsninger, regeringen lægger op til, kommer til at begrænse den sociale mobilitet.«

»Derfor er vi imod den forringelse, der lægges op til på SU-området,« siger Mette Frederiksen

Jacob Mark følger op:

»Der er jo en tradition for brede uddannelsesforlig på det her område, og det synes jeg er rigtig sundt for Danmark og for uddannelsessektoren. Der er dog noget, der tyder på, at man vil ophæve uddannelsesforliget. Jeg har i hvert fald fået at vide, at hvis man ikke er enige, så må man indføre det efter et valg. Hvordan ser ordføreren [på] det? Hvis det skulle være sådan, at der efter et valg bliver opsagt et uddannelsesforlig, vil ordføreren så kæmpe for, at man ruller de her nedskæringer væk i et kommende forlig?«

Her svarer Mette Frederiksen slet ikke på spørgsmålet. I stedet siger hun:

»Jamen altså, først og fremmest synes jeg, der er grund til at glæde sig over SF’s tilgang til det her spørgsmål og også opbakningen til vores evne her i Folketinget til at kunne lave brede aftaler. Og dermed er rollerne jo næsten ved at være vendt rundt, fordi nu har vi at gøre med et parti, der lige nu sidder i regering (altså Venstre, red.), som sådan set har været bærer af mange brede aftaler igennem årene, som næsten ser stort på i hvert fald afgørende forlig både på energiområdet og på SU-området. Og det er ikke en god måde at arbejde på. Vi skal kunne samarbejde hen over den politiske midte, og forligene skal stå, så man kan stole på de ord, der bliver sagt her.«

chz@adm.ku.dk

Seneste