Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Så er der tag på KU's nye kæmpebygning

KORT NYT – Den er større end både Panumtårnet og KUA 3 og vil ifølge dekan John Renner Hansen rumme »de allernyeste og mest moderne forsknings- og undervisningsfaciliteter«. Fredag den 15. april var der rejsegilde for Niels Bohr Bygningen.

»En magnet for topforskere på internationalt plan«.

Sådan beskriver dekan for Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet John Renner Hansen det kæmpebyggeri, som bygherren Bygningsstyrelsen i dag holder rejsegilde for.

Til næste sommer skal cirka 4.000 studerende, 800 forskere og 500 øvrige medarbejdere fra de fysiske, kemiske, datalogiske, matematiske og naturfagsdidaktiske fag flytte ind i det 52.000 kvadratmeter store nybyggeri, som breder sig på begge sider af Jagtvej.

»Når Niels Bohr Bygningen er klar til indflytning næste sommer, vil Københavns Universitets muligheder for at styrke sin position i den internationale forskerverden blive yderligere forstærket. Bygningen vil rumme de allernyeste og mest moderne forsknings- og undervisningsfaciliteter inden for flere af de naturvidenskabelige fagdiscipliner,« siger John Renner Hansen i en pressemeddelelse fra Bygningsstyrelsen.

Artiklen fortsætter under billedet

Sådan kommer facaden på den færdige Niels Bohr Bygning til at tage sig ud. Projektet er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Christensen & Co Arkitekter og GHB Landskabsarkitekter. Visualisering: Vismo.dk – Bygningsstyrelsen.

Pris: 1,6 milliarder

Med et prisskilt på 1,6 milliarder er Niels Bohr Bygningen ikke kun det største, men også det dyreste af KU’s store nybyggerier – som desuden inkluderer Panumtårnet og Pharma Science Building på Nørrebro, KUA 3 på Amager, Copenhagen Plant Science Center på Frederiksberg og det kommende Naturhistoriske Museum i Botanisk Have.

Regningen betales af staten, dvs. af Bygningsstyrelsen, som herefter vil leje bygningerne ud. KU havde ellers ytret ønske om at få lov til at købe både Niels Bohr Bygningen og de øvrige bygninger, man lejer af staten – men efter regeringen i efteråret afviste universitetets ønske om selveje, må KU altså nøjes med at leje og ikke eje de topmoderne faciliteter.

Læs mere om Niels Bohr Bygningen her. Og se herunder en video af monteringen af den 39 meter lange skywalk, som krydser Jagtvej og forbinder kompleksets to bygningsdele.

dennis.christiansen@adm.ku.dk

Seneste