Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Sådan dækker Uniavisen KU-valget

#UNIVALG15 - Universitetet er under beskydning fra Christiansborg. Hvem skal kæmpe dine kampe i KU's råd og nævn? Det skal KU-valget 2015 afgøre, og Uniavisen dækker valgkampen intensivt.

KU-valget 2015 er en big deal: Alle – både studerende, VIP’er og TAP’er – skal vælge deres repræsentanter til KU’s råd og nævn: Bestyrelsen, de akademiske råd, institutrådene, studienævnene og ph.d.-udvalgene.

Samtidig sker valget i en tid, hvor universitetspolitik erobrer avisforsider – og hvor alle på KU mærker presset fra fremdriftsreformen, dimensioneringen og regeringens bebudede nedskæringer på uddannelses- og forskningsområdet.

Universitetet er under beskydning. Hvem skal kæmpe de studerendes og ansattes kampe i bestyrelsen og ude på institutterne? Det skal valget – og du – afgøre.

1. Valgsite med valgprofiler

Uniavisen vil dække valget intensivt og har oprettet et særligt valgsite til anledningen.

På valgsitet kan alle kandidater oprette kandidatprofiler, som de kan bruge i deres valgkamp. Det er altså også her, du som vælger kan møde dine potentielle repræsentanter og finde ud af, hvem du vil stemme på.

Når de helt endelige kandidatlister foreligger den 13. november, vil du også kunne tage en valgtest, som viser, hvilke kandidater til bestyrelsen, du er mest enig med.

2. Redaktionel dækning

Valget finder sted fra 23/11 til 27/11 på KUnet.dk – og gennem hele valgkampen vil Uniavisen interviewe spidskandidater og skrive artikler om valgkampens store temaer. Men vi vil også gerne dække de små valg ude på institutterne. Har du tip til gode valghistorier, så send en mail til uni-avis@adm.ku.dk.

3. Debatindlæg

Valgdebatsluserne er åbne. Alle kandidater – og alle vælgere – er velkomne til at sende debatindlæg om valget til uni-avis@adm.ku.dk. Læs vores retningslinjer for debatindlæg her.

dennis.christiansen@adm.ku.dk

Seneste