Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
MUSIK - Når en ny semesterstart lurer om hjørnet, er det rart, at nogen venter med en varm velkomst. Det gør Studenterhuset, som smugstarter allerede her i januar med et program, der vil puste liv i mørke hverdagsaftener og vildskab ind i dine endnu engang truede weekender.
Hver årstid sine genrer, og jazz er vel nok den musikstil, som romantiserer vinteren bedst. Derfor er det helt på sin plads, at Studenterhuset jazzer løs i januar og februar i anledning af festivalen, ‘Vinterjazz’.
Er du mere til den melankolske vinterstil, byder Studenterhuset også på masser af indierock i starten af de nye år.
Og synes du bare, at vinteren er yo, skal du ned og kaste håndtegn, når en håndfuld Fight Night-mestre gæster huset.
Universitetsavisen serverer her et lille udpluk af Studenterhusets program for den næste måned.
Miss Leeroy’s Delight + DJ
Lørdag d. 15/1 2011 klokken 21. Entré: medlem 30 kr. / ikke-medlem 50 kr. Genre: Soul, funk, swing
Der er langt op til en funky aften, når det ni-mand store band Miss Leeroy’s Delight går på scenen. Miss Leeroy’s Delight byder ikke på de helt store musikalske krumspring, men derimod god gedigen funk, soul og swing. Døm selv her
Bandet opstod i 2002 i København, dengang under navnet CoinToss, men skiftede i 2006 navn til det nuværende Miss Leeroy’s Delight, samme år som de blev finalister i Emergenza Festivalen for upcoming bands.
Der er lagt op til en hed aften, hvis man skal tro Miss Leeroy’s Delight selv, som lover at servere en sydende cocktail af dansable og svedige Las Vegas-ballader med en energi, der når helt ned til bagerste række.
Hiphop Med Holdning 2: M-Cnatet + Rimligheden & DJ Dynamix + Kejser A & Ham Den Lange + LarsN Fredag d. 21/1 2011, klokken 21. Entré: medlem 40 kr. / ikke-medlem 60 kr. Genre: Hiphop
Freestyle er ikke temaet denne aften, men ikke desto mindre har Studenterhuset samlet en hel håndfuld Fight Night-rappere til arrangementet ‘Hip Hop med Holdning 2’.
Årets Fight Night-vinder Kejser A og den evige to’er, Ham Den Lange, der begge er garvede freestylere og kendte for deres tekniske dygtighed, har både jydsk humor og seriøse politiske emner med i posen. Lyt her: Haven Morgan eller Ham Den Lange
Mens de to Fight Night-deltagere Mund de Carlo og Balthasar under navnet Rimligheden & DJ Dynamix, serverer det, freestylere er bedst til – skæve rim og nye metaforer. Lyt her: Mund de Carlo eller Balthasar
LARSN reflekterer over livet på en lidt Nik og Jay-agtig måde i numret med den sigende titel, ‘Hvem er jeg’, men han byder tilsyneladende også på mere fandenivoldsk drengerøvsrap som i numret ’Kast op’. Lyt her.
De to sydsjællandske rappere Kværn og Trepac, der går under det fælles navn M-Cnatet og efterhånden er blevet et par anerkendte rappere herhjemme, byder på intelligente rim og gennemført selvironi i et nummer som ‘Den kreative klasse. Lyt her.
The Malpractice + Marybell Katastrophy
Lørdag d. 5/2 2011, kl. 21. Entré: medlem 50 kr. / ikke-medlem 75 kr. Genre: Indierock/elektropop
Bag navnet The Malpractice står Johannes Gammelby fra voldspopbandet Beta Satan og det nu opløste I Am Bones.
I slutningen af oktober debuterede Gammelby med albummet “Tectonics”, som fik gode anmeldelser over hele linien, for eksempel i Gaffa, der beskriver musikkken som »Nine Inch Nails’ sammenbidte industrialrock tilsat et skvæt grungede omkvæd, intime falsetvokaler og dansable beats«. Lyt her.
Aftenens andet band er århusianske Marybell Katastroph, der musikalsk bevæger sig rundt i grænselandet mellem eletropop og -rock med forsanger og tidligere keyboardspiller i bandet Tiger Tunes Marie Højlunds vokal i centrum. Lyt her.
Marybell Katastroph bruger januar måned på at færdiggøre en masse nye numre og gøre sig klar til at spille dem på blandt andet Studenterhuset i februar. Og ja, så tipper de 2011 til at være fløjternes år, spændende.