Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Sander lover forbedret undervisningsmiljø

POPULÆR - Videnskabsminister Helge Sander overrasker studenterorganisationerne ved at lytte til, hvad de siger. Kravene om et bedre arbejdsmiljø for studerende er blevet hørt

Et par gange om året holder videnskabsministeren dialogmøde med landets studenterorganisationer, hvor de studerende får mulighed for at lufte deres klager og protester.

Fredag den 13. november havde Helge Sander inviteret til et sådant møde, hvor en række studenterorganisationer slog i bordet for et bedre undervisningsmiljø. Og de studerendes krav er nu blevet hørt på den anden side af bordet.

»Jeg er helt enig med de studerende i, at kvaliteten af uddannelserne også hænger sammen med et godt undervisningsmiljø. Jeg igangsætter nu et tilsyn med, om universiteterne lever op til deres forpligtelser vedrørende et godt undervisningsmiljø,« udtaler Helge Sander i en pressemeddelelse.

Overraskelser til alle

Det har ikke været muligt at få uddybet fra ministeren, hvad dette »tilsyn« mere konkret går ud på, men de studerende er alligevel meget tilfredse med en lydhørhed fra Sander, som de ikke havde ventet.

»Mange af de problemer i universitetsloven, vi fremførte for Helge Sander, afviste han at ændre i sin ministertid. Så jeg er meget overrasket over hans udtalelser, men det viser også bare, at vores krav er berettigede,« siger Bjarke Rubow, der er næstformand i Studenterrådet ved Københavns Universitet.

Ifølge Bjarke Rubow virkede Helge Sander også selv overrasket over de studerendes krav.

»Han fortalte kun om gode ting ved universitetet, uden egentlig at nævne noget konkret, mens han virkede totalt uvidende om de dårlige ting, vi fortalte om,« siger Rubow.

Stadig på bolden

Ved dialogmødet var studenterbefolkningen repræsenteret af Danske Studerendes Fællesråd (DSF), studenterråd fra landets universiteter, samt de parti-affilierede organisationer Liberale Studerende, Frit Forum og Konservative Studerende. Ifølge Bjarke Rubow var det DSF og studenterrådene, der satte studiemiljøet på dagsordenen.

»Undervisningsmiljøloven er meget svagere end arbejdsmiljøloven, og derfor er det tilladt for studerende at arbejde i lokaler, man som ansat ikke må færdes i. For eksempel på RUC, hvor der er svamp i mange lokaler. Undervisningen foregår flere steder i lokaler, der minder om den gamle østblok,« siger han.

Trods glæden over Helge Sanders udtalelser understreger Rubow dog, at studenterorganisationerne vil holde ministeren fast på sine løfter.

»Vi er klar til at sætte studiemiljøet på dagsordenen på de kommende dialogmøder, hvis Sander ikke følger sine udtalelser op med langsigtede handlingsplaner for, hvordan vi kan forbedre studiemiljøet.«

ser@adm.ku.dk

Seneste