Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Sander pressede Hemmingsen for at få Penkowa genansat

KAMMERATERI – Helge Sander kontaktede rektor på KU og den sundhedsvidenskabelige dekan for at få omgjort suspenderingen af Milena Penkowa i foråret 2010. Det skriver B.T.

Tidligere videnskabsminister Helge Sander ringede i april 2010 til både rektor Ralf Hemmingsen på Københavns Universitet (KU) og to gange til sundhedsvidenskabelig dekan Ulla Wewer for at få dem til at stoppe suspenderingen af Milena Penkowa, afslører aktindsigt fra KU, som dagbladet B.T. har opnået.

LÆS: Helge Sander krævede Penkowa genansat

»Jeg var ganske overrasket og forundret over, at Helge Sander en weekend ringer til mig personligt om en personsag. I telefonen nævner han blandt andet, at han vil kontakte justitsministeren om sagen,« siger Ralf Hemmingsen til B.T.

Milena Penkowa beskrives i B.T.´s artikel som Helges Sanders veninde, der har overnattet flere gange hos ham og hans kone i Herning.

Helge Sander benægter massivt pres

Helge Sander benægter at have lagt et massivt pres på rektor Ralf Hemmingsen, men han bekræfter, at han har talt med KU om suspenderingen.

»Jeg har ikke lagt massivt pres på hverken rektor eller dekan. Jeg har i forbindelse med samtaler om andre forhold, blandt andet det nye Novo Nordisk-center på Panum, som folketingets videnskabsudvalg skulle besøge, spurgt til suspenderingen af Milena Penkowa,« skriver Helge Sander i en mail til B.T.

Milena Penkowa var, kort tid før telefonsamtalerne mellem rektor og dekan på KU og daværende videnskabsminister Helge Sander i april 2010, blevet suspenderet fra KU.

Seneste