Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
UNIVERSITETSLOVEN - Videnskabsministeren har sniglæst den længe ventede evaluering af universitetsloven, der blev offentliggjort i dag klokken 11.30. Han er tilfreds
I en pressemeddelelse udtrykker videnskabsminister Helge Sander (V) glæde over den netop indløbne evaluering af universitetsloven fra 2003 og fusionerne blandt danske universiteter i 2007.
Evalueringen er foretaget af et internationalt ekspertpanel med fem medlemmer.
»Rapporten giver generelt en positiv evaluering af fusioner og universitetsloven. Den indeholder spændende vurderinger og anbefalinger, som vi nu i en høring beder om kommentarer til,« siger videnskabsminister Helge Sander.
Han fortsætter:
»Jeg har overordnet hæftet mig ved, at de danske universiteter ifølge panelets vurdering leverer forskning og uddannelse af meget høj kvalitet. Og at universiteterne generelt har gode vilkår at arbejde under – herunder at basismidlerne udgør en i international sammenhæng høj andel af universiteternes finansiering.«
Det går altså overordnet godt på universiteterne hvis man spørger ministeren. Universiteterne er blevet stærkere og mere dynamiske siden 2003.
Når det gælder detaljerne, herunder spørgsmålet om demokrati på universiteterne og det nye bestyrelsessystem, kradser det måske en anelse, hvilket ministeren vedstår.
»Panelet understreger, at rammerne for medbestemmelse på universiteterne er i orden, men at bestyrelserne skal udstikke mere forpligtende retningslinier. Og panelet mener også, at forskningsfriheden er sikret, men at en formulering i loven har fået en negativ, symbolsk betydning. Sådan lyder et par vurderinger og anbefalinger, som forhåbentlig vil give en konstruktiv debat,« siger Helge Sander.