Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
FLYTTEAFLYSNING - Da lektor på SAXO instituttet, Thomas Nielsen, i går blev ringet op af en kollega efter arbejde, troede han først, at det var en joke, at flytningen var aflyst. Selvom der er spildt en masse arbejdstimer på at pakke ting i kasser, er han glad for at blive lidt længere i sit gamle kontor.
»Jeg var taget hjem og stod hos slagteren og var ved at købe min juleand, da jeg fik beskeden. Egentlig er jeg jo rigtig glad for at få lov til at blive et semester mere, for vi har mere plads her, end vi får det nye sted, « siger Thomas Nielsen.
Han er i fuld gang med at pakke sine bøger ud og sætte dem på plads i reolerne som går fra gulv til loft på hans kontor.
Han er målløs over, at aflysningen først blev meldt ud så sent, selvom han ironisk bemærker, at det var en god anledning til at få ryddet op og smidt ting ud.
Han har selv brugt over 100 timer på flytningen.
Spild af tid som kunne være undgået, hvis der allerede var kommet en melding den 13. december, da man blev opmærksom på problemerne med den nye bygning.
Han bemærker selv at de timer havde været bedre brugt på forskning og de studerende.
Meget af arbejdet i forbindelse med flytningen er gået med at reducere bibliotekssamlingen.
»Vi kasseret 33 procent af vores samling. Det var før et af nordens førende biblioteker for klassisk filologi, men nu er det bare en skygge af sig selv. Vi har oplevet at folk kommer rejsende fra udlandet, fordi de forventer at finde materiale, som vi ikke længere har. Når vi flytter til de nye lokaler, bliver halvdelen af den tilbageværende samling endda gemt væk i kælderen, fordi der ikke er plads nok,« siger Thomas Nielsen.
Han fortæller, at den nye bygning er radikalt for lille til instituttets behov.
Der mangler lokaler til et større antal medarbejdere, og det bliver svært at have studiearbejdspladser på det nye bibliotek.
Det kommer blandt andet til at gå ud over kontakten mellem ansatte og studerende, mener han.
Grunden til pladsmanglen skal findes i, at man har undervurderet antallet af eksterne bevillinger.
Det går derfor meget bedre for instituttet, end man havde regnet med.
Thomas Nielsen mener også, at de studerende får vanskeligt ved at benytte det rodede bibliotek i det kommende semester, som snart skal pakkes ned igen.
uni-avis@adm.ku.dk