Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Se billederne: Studielivet genopstod med konfetti og stjernebesøg

Immatrikulation 2021 — Corona virkede omsider som noget fra fortiden, da de nye studerende trodsede augustregnen og dansede deres uniliv i gang.

Tiago Rebeiro og Oscar Hedeby kendte ikke hinanden for nogle minutter siden, men det gør de nu. De taler sammen, mens de spejder ud over pladsen foran Frederiksberg Campus, hvor immatrikulationsfesten om lidt går i gang.

Her står studerende i klynger og taler og ler sammen, men enkelte står helt isoleret, flere meter fra klyngerne, fisker en mobil op i ny og næ, kigger lidt rundt for at se, om der er nogen, de kan slutte sig til.

Tiago Rebeiro og Oscar Hedeby sætter kurs mod en af de ensomme skikkelser, en ung mand på deres egen alder.

»Er du også du ny?« spørger Oscar Hedeby.

Det giver et gib i den unge mand.

»Ja,« svarer han.

Et kort øjeblik står han og snakker med Tiago Rebeiro og Oscar Hedeby, som om han havde kendt dem hele livet.

De to nyslåede KU-studerende, der begge skal studere machine learning, når semestret går i gang den 6. september, virker til at have en mission: Ingen må være alene.

Det er da også temaet for immatrikulationsfesten. Efter halvandet års social tørke, med Zoom-forelæsninger og aflyste fester, skal de studerende komme hinanden ved igen. Se hinanden i øjnene, kramme, danse.

»Det er lidt mærkeligt at snakke med folk igen efter næsten to år, hvor vi har studeret hjemme. Men det var også grunden til, at jeg tilmeldte mig, selv om jeg ikke kendte nogen,« siger Tiago Rebeiro.

I er her!

Sidste år var immatrikulationsfesten, den officielle velkomst af de nye studerende på Københavns Universitet, en skygge af sig selv.

Rektor talte foran en tom festsal, mens de nye studerende måtte sidde på deres værelser og følge med i begivenheden på Zoom. Hvis de da overhovedet gad.

I år minder festen mere om sig selv. Nok er den rykket ud af Festsalen ved Frue Plads (der lægger brosten til et testcenter) og hen til et udendørsareal på Frederiksberg Campus, og nok er der et loft over antallet af studerende, men det sociale liv bobler igen – på trods af heftigt regnvejr.

»Det er fedt at se en masse mennesker,« siger Nicolaj Jensen, en kommende medicinstuderende, der hænger i den alkoholfri bar sammen med tre venner.

»Nogle af dem kender vi i forvejen, men nu har vi lært endnu flere at kende. Det er megafedt, at det kan lade sig gøre.«

Budskabet er det samme fra Henrik C. Wegener, da han får ordet efter en optræden for Lord Siva. Han skuer ud over de regnvåde studerende, der for en stund lytter intenst.

»Overvej lige et sekund, hvor mange ofre I har gjort, og hvor mange ting I er gået glip af, og hvor meget I har skullet holde ud. Ingen kram, ingen klubber, følelsen af at være fange i Zoom-land,« siger Henrik C. Wegener på engelsk.

LÆS OGSÅ: Rektors velkomsttale 2021

»Hør her, i dag bringer jeg gode nyheder. I er her!«

Spredte »woo!«-råb rejser sig fra regnslagene.

Rektoren afslutter med at præsentere dagens ordspil: »The University of OPENhagen is open for business,« siger han, og kort efter trykker han på en rød knap sammen med en studerende.

I samme sekund fyrer Lord Siva op for hittet Solhverv, mens et brag lyder og konfetti daler ned over de studerende sammen med regndråberne.

Publikum hujer begejstret, hejser armene over hovedet og sender gummistøvlerne ud i dansetrin. Festen er tilbage på Københavns Universitet.

billede: Rasmus Friis
billede: Rasmus Friis

Seneste