Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Laura Græns læser europæisk etnologi og arbejder hos Slots- og Kulturstyrelsen. Jobbet hos SLKS er faktisk studiejob nummer 2 - Laura Græns har nemlig i forvejen rejsebloggen "Afterglobe.dk" hvor hun deler ud af erfaringer, oplevelser og gode råd om alt fra stramme rejsebudgetter til god finsk kaffe
Studiejobbet: Jeg blogger på Afterglobe.dk, hvor jeg deler ud af erfaringer, oplevelser og giver gode råd om nærmest alt relateret til rejser. Det startede som en interesse, men i løbet af de sidste år har jeg fået mulighed for at se det som et reelt studiejob, der giver en supplerende indtægt – og en masse herlige oplevelser. Erfaringen fra min blog har faktisk givet mig endnu et studiejob i Slots- og Kulturstyrelsen. Her skriver jeg nyhedsbreve, opdaterer hjemmesiden og nørkler med opsætning. Havde det ikke været for min erfaring fra bloggen, var jeg sandsynligvis ikke blevet ansat.
Fag: Jeg læser Europæisk Etnologi og jeg begynder jeg på mit speciale her til efteråret.
Hvor længe har du arbejdet der? Min kæreste og jeg startede bloggen i 2013, så den har efterhånden snart fire år på bagen. Jeg startede så i Slots- og kulturstyrelsen sidste år.
Hvordan fik du jobbet? Efter at have fulgt med i blogverdenen længe, besluttede jeg mig for at starte en blog sammen med min kæreste. Det har krævet hårdt arbejde og mange timer foran computeren, men det har stille og roligt båret frugt. I takt med, at en større skare af læsere er kommet til, er der åbnet døre for samarbejde med forskellige virksomheder – det kan for eksempel betyde betalte ture eller sponsoreret indhold.
Når jeg ikke skal møde på studiet eller mit andet studiejob, har jeg som regel hele dagen til bloggen. Arbejdet med bloggen er fordelt over hele ugen med blandt andet møder, kurser og rejser. Weekenderne er ofte reserveret til blogarbejde, så jeg har ro og tid til at fokusere på at producere indhold.
Formiddagen: Jeg forsøger at holde en god vane med at komme op i ordentlig tid og komme godt i gang med arbejdsopgaverne.
Om formiddagen sidder jeg ofte ved min computer og får et overblik over mails og opgaver. Jeg bruger to-do-lister rigtig meget. Har jeg en ide til et blogindlæg i hovedet, tager jeg musik i ørerne og skriver løs.
Eftermiddagen: Her midt i april er der en tur til Finland på programmet. Så lige i dag undersøger vi flybilletter og får sendt mail afsted til hotellet. Derudover er der andre ture i løbet af året, som også skal planlægges.
Én afventer stadig endelig bekræftelse, så jeg tjekker løbende mail og Facebook for at se, om der er nyt. Til sommer skal jeg lave feltarbejde i NYC i forbindelse med mit speciale, så jeg skal også have booket flybilletter, koordineret aftaler og sendt ting afsted til projektholderen i NYC og min vejleder herhjemme.
Aftenen: Jeg holder sjældent helt fri fra bloggen. Om aftenen uploader jeg som regel et billede på Instagram og forsøger at danne mig et overblik over den næste dag – hvor mange timer skal jeg være på studiet? Skal jeg møde på arbejde? Hvor meget tid har jeg ved computeren derhjemme til at arbejde på bloggen?
Fordi det stadig er sjovt og en interesse for mig at have bloggen, har jeg ikke faste arbejdstider. Den er med mig hele tiden, og når jeg har en time til at redigere billeder, gør jeg det. Jeg bruger maaange timer om ugen på at arbejde på bloggen, men jeg nyder det – og så er det kun et plus, at jeg får gode erfaringer med derfra som kan bruges når jeg er færdig med studiet.
Vil du gerne fortælle om dit studiejob? Så skriv en mail, hvor du besvarer samme spørgsmål, som bliver stillet i denne artikel – og fortæller om en dag på dit studiejob. Send mailen til uni-avis@adm.ku.dk.