Uniavisen
Uafhængig af ledelsen

Campus

Se mit studiejob: Sigrid holder styr på Ida Aukens kalender

JOB – Studerende på Københavns Universitet arbejder i gennemsnit fem timer om ugen, men hvad laver de egentlig, når de stempler ind på studiejobbet? Uniavisen har spurgt en række studerende, hvad de bruger deres arbejdsdag på.

Navn? Sigrid Friis Proschowsky

Fag? Statskundskab, 5. semester

Studiejob? Personlig Assistent for Ida Auken

Hvor længe har du arbejdet der? Siden august 2016

Hvordan fik du jobbet? Jeg har engageret mig utroligt meget i frivilligt politisk arbejde – både i Radikal Ungdom og Radikale Venstre og havde et stort kendskab til partiet som organisation. Da Radikale Venstres sekretariat i foråret slog op, at de søgte 4 studentermedhjælpere, søgte jeg straks! Og det er jeg glad for, at jeg gjorde.

En dag på studiejobbet

09.30 – Ankommer til Christiansborg efter en kold og blæsende cykeltur og får selvfølgelig en café latte til at starte dagen på, inden jeg åbner Outlook. Jeg har ansvaret for Ida Aukens kalender, så jeg starter med at tjekke, om der skulle være ændringer til dagens program – flyttede møder, ændrede lokaler eller lignende. Det er ikke tilfældet, så jeg går bare i gang med de ulæste mails fra en ende af.

09.57 – Snakker med John fra DR. I næste uge skal Ida deltage i ’Quizzen med Signe Molde’ på DR2, så vi skal have styr på praktiske detaljer. Han sørger for 20 stole ekstra i studiet under optagelserne – fedt! Det betyder at jeg kan invitere folk med, fx de mange seje frivillige, som hjalp Ida med folketingsvalgkampen i 2015.

10.35 – Andreas, der er en af sekretariatets tre semesterpraktikanter, kommer forbi mit kontor for at bede mig om at finde et par ledige tidspunkter i Idas kalender. Han vil nemlig gerne optage nogle små videosekvenser, der skal bruges i kommunikationen omkring SIRI-kommissionen, et initiativ, Ida har startet, som skal kortlægge DK’s mulighed for at udnytte udviklingen inden for kunstig intelligens og digitalisering til at skabe vækst og jobs.

11.30 – Lækker frokost i Snapstinget – det bliver jeg ikke træt af. Jeg laver sjældent varmt mad til mig selv, så at blive forkælet med Meyers buffet herinde passer mig rigtig godt. Så spiser jeg til gengæld rugbrød til aftensmad.

13.27 – Tid til ugentligt statusmøde med Ida. Her sætter vi os sammen og kigger på henvendelser, der er kommet i den seneste uge. Hvis der er invitationer til flere arrangementer, der ligger samtidigt, taler vi om, hvad hun skal prioritere at komme til. Vi gennemgår den kommende uges indhold: Hvornår behandles der lovforslag i folketingssalen? Hvilke ordførertaler skal Ida holde? Er der noget, hun skal forberede til den kommende uge, fx præsentationer/oplæg eller debatindlæg? Efter mødet opdaterer jeg kalenderen på baggrund af de prioriteringer, vi har lavet, og sender masser af mails ud.

15.15 – I næste uge er der folkeskolepraktikanter i hele Folketinget. Derfor tjekker jeg lige Idas kalender for ugen og sikrer mig, at det er ok at have to elever som observatører. Synes det er et vildt fedt koncept – jeg ville selv have elsket at gøre noget lignende, da jeg gik i folkeskole.

15.50 – Radikales nyeste påfund går live: ’Kender du typen? Lidt Radikale er vi alle sammen.’ På en onlinegenerator kan man uploade billeder og få skabt selvironiske og humoristiske karikaturer som ’selvgod landsforræder’ eller ’multikulturel pladderhumanist – ja, man skal lægge øre til meget når man er radikal 😉

16.30 – Der er god stemning på gangen omkring den nye kampagne. Jeg nyder dagens sidste kaffe (som den café-lattende elskende spelttype, jeg er) og bevæger mig hjemad.

uni-avis@adm.ku.dk

Vil du gerne fortælle om dit studiejob? Så skriv en mail, hvor du besvarer samme spørgsmål, som bliver stillet i denne artikel – og fortæller om en dag på dit studiejob. Send mailen til uni-avis@adm.ku.dk.

0 Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste