Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Selvbetjening giver flere internationale studerende

Antallet af udenlandske studerende der vælger at læse et semester eller to på Københavns Universitet, stiger støt. Årsagen er blandt andet et helt unikt elektronisk ansøgningsskema

Et par klik med musen, og så er den klar. Studerende fra hele verden har i et års tid kunnet søge ind på Københavns Universitet udelukkende via internettet.

Før i tiden skulle de studerende indsende diverse eksamenspapirer og optagelsesformularer til Det Internationale Kontor i Fiolstræde i Indre By.

Hvis alle løb stærkt, tog behandlingen af en ansøgning ti dage. Men med det nye elektroniske ansøgningssystem kan udenlandske studerende i dag få svar på om de er optaget samme dag, forklarer fuldmægtig på det Det Internationale Kontor Lisbet Frederiksen der har stået for udviklingen af det nye ansøgningssystem i samarbejde med KU’s centrale it-afdeling.

»Det er helt exceptionelt i universitetssammenhæng at alle ansøgninger både fra vores egne og udenlandske studerende nu kan behandles elektronisk. Siden systemet blev introduceret for et år siden, har vi deltaget i flere konferencer for at præsentere systemet for universiteter fra hele verden, og de reagerer med måben og har vist stor interesse for at købe systemet,« forklarer Lisbet Frederiksen.

Det er imidlertid ikke helt enkelt at sælge den slags opfindelser, så indtil videre er det elektroniske ansøgningssystem forbeholdt KU. Og det har også sine fordele.

»De andre universiteter er jo også vores konkurrenter når det gælder om at få flere internationale studerende. Og en del studerende vælger simpelthen KU fordi vi kan give dem et hurtigt svar samt en professionel studievejledning og administration,« forklarer Lisbet Frederiksen.

Fordel for KU-studerende
Det stigende antal internationale studerende giver til gengæld KU’s egne studerende flere valgmuligheder hvis de vil tage et semester i udlandet.

»Især universitetsstudier uden for Europa koster mange penge, men når en studerende fra fx et amerikansk betalingsuniversitet vælger at læse på KU, så er der en dansk studerende der får en gratis studieplads. På den måde tjener vi rigtig mange penge ind til KU’s egne studerende,« forklarer hun.

Baggrunden for udviklingen af det elektroniske ansøgningssystem har netop været en stigende interesse for at læse på Københavns Universitet.

De sidste tre år er antallet af ansøgere steget med 20 procent. Også i år ser ansøgertallet ud til at stige betydeligt, nemlig fra 1200 til knap 1400 studerende.

Knap to år har det taget at udvikle projekt International Digital Administration, også kaldet IDA.

Seneste