Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
FEST - Det Kongelige Bibliotek overgår sig selv med efterårets mest blærede studenterfest fredag den 17. september i Den Sorte Diamant. Lyd, ord, video og sprut, alt sammen live i unikke omgivelser.
Der findes heldigvis folk i denne verden, der forsøger at gøre det til den rene svir at være studerende.
Folk, der ved, at når man har fået rystet sommerferien ud af kroppen og sat sig til bøgerne, genfundet sin rutine med at cykle til biblioteket med termokande og rundtenommere i mellemlægspapir, så er det, man har allermest brug for, et smæk tilbage i virkeligheden.
Sådanne folk er Students Only, foreningen der for andet år i træk arrangerer stor semesterstartsfest i Den Sorte Diamant. Her bliver bibliotekets smukke atrium omdannet til »byens største og smukkeste natklub-livescene-art-event-lounge,« som det hedder sig.
Overskriften er Lykken er, og herunder vil danske musikere som grime-yndlingen Lucy Love og folk-trubadurerne The Rumour Said Fire spille behørige beats og toner. Digterne Ursula Andkjær Olsen og Henrik Nordbrandt læser digte, mens DJ Copyflex spiller globale beats til sufisangeren Fanar Ghalis vokale udfoldelser.
Aftenenens scoop kommer fra England i form af den elektroniske musiker Boxcutter. Mens multiinstrumentalisten Snöleoparden, som teamer op med den ligeledes elektronisk baserede Sofus Forsberg, nok viser sig som aftenens mest talentfuldt kuriøse indslag.
Ifølge arrangørerne vil der løbende være visuals og lydkunst ud over det hele. Og som det hører sig til, er der også tilbud til de, der måtte føle sig kulturelt dvaske til mod: Gin og tonics. Og krydderburgere. Mere info findes her.
ser@adm.ku.dk