Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

SF: Forkort fem procent af kandidaterne i en forsøgsordning

Omkalfatring — Vi aner ikke, hvad det vil medføre at forkorte 50 procent af kandidaterne, som regeringen foreslår. Derfor bør vi prøve idéen af på en lille del af kandidaterne, inden vi beslutter os. Det er at gøre sig umage.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Vi lærer at kravle, før vi kan gå. Prøver vi som små at rejse os op, før vi har lært at bevæge os fremad, vil benene forsvinde under os. Vores motorik er endnu ikke udviklet til stadiet, hvor det er muligt at tage vores første skridt. Det bliver den gennem de gradvise forandringer, der gør, at vi både lærer og udvikler os. Og sådan er det også med store samfundsforandringer.

Derfor foreslår vi i SF at gøre de 1¼-årige kandidater til en forsøgsordning, hvor fem procent af udvalgte uddannelser kan afprøves forkortet. Det afviger fra regeringens udspil, hvis mål er at reformere universiteterne, så op mod 50 procent af kandidatuddannelserne halveres. Men her forsøger regeringen at springe, før den har lært at kravle.

Hvad hvis det ikke fungerer?

Regeringen vil gerne etablere etårige kandidatuddannelser. Og jeg tror faktisk, der findes studerende, som ville foretrække en etårig kandidat. Men regeringens udspil er ikke en lille håndsrækning til de studerende, det er en total omkalfatring af vores universiteter.

Og det indebærer en stor risiko. For hvad gør vi, hvis det ikke fungerer? Hvis alle de risici, som studerende, universiteter og erhvervslivet peger på, faktisk bliver til virkelighed?

Jeg tror faktisk, der findes studerende, som ville foretrække en etårig kandidat

Skal vi have kortere kandidatuddannelser, er vi nødt til at tage det roligt og begynde med en forsøgsordning på fem procent af uddannelsespladserne. Bliver det en succes, kan vi udvide forsøget og måske lade det stige til 10 procent.

Det vil skabe en jævn udvikling, der afspejler, hvorvidt forsøgsordningen er en positiv forandring eller ej. For, at studerende skal turde prøve de nye kandidatformer af, er det desuden afgørende med et retskrav på, at man senere kan supplere uddannelsen op med de sidste 45 ECTS-point.

Fortjener, at vi gør os umage

Forsøgsordningen vil give os mulighed for at se, om omstruktureringen af kandidaterne bærer frugt. Og for at se, om der faktisk er efterspørgsel på de korte kandidater på arbejdsmarkedet – og vigtigst af alt, om der er efterspørgsel blandt de studerende.

Vi er nødt til at vande planten og se den an, før vi ved, om den kan gro i miljøet. Fremtidens ungdomsårgange skal ikke tvinges til at være en del af et historisk stort eksperiment på universiteterne.

I stedet fortjener de, at vi gør os umage og undersøger grundigt, om de kortere kandidater kan blive en succes.

Seneste