Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Skånske lægestuderende må til Panum for at skære i lig

NYHEDSOVERBLIK FREDAG - Skånske lægestuderende må til Panum i København for at skære i lig - KU siver lidt tilbage på ARWU´s verdensrangliste for universiteter - Fagbladet Journalisten dækker Universitetsavisens rektor-rundspørge - Dansk Folkeparti er ikke alene om hadefuld debattone.

Skånske lægestuderende til Panum for at skære i lig

På svenskesiden af Øresund har de svært ved at finde nok lig, som medicinstuderende kan øve sig på at dissekere, skriver Berlingske. Svenskerne har ganske enkelt ikke selv nok lig doneret til forskning, og derfor har Universitetssygehuset i Skåne siden år 2000 arbejdet sammen med Panum Instituttet ved Københavns Universitet og Gentofte Sygehus, så svenske medicinstuderende og læger, der skal skrive speciale og har brug for et lig til formålet, kan øve sig i København.

KU siver lidt tilbage på ARWU´s verdensrangliste for universiteter

Mens Aarhus Universitet går lidt frem, må Københavns Universitet (KU) rykke tilbage, fra nr. 40 til 43 på den ene af de to mest anvendte verdensranglister for universiteter, ARWU der er publiceret af Shanghai Jiao Tong Universitetet i Kina, skriver Jyllands-Posten. Aarhus Universitet er gået frem fra nummer 98 til 86 globalt. Hvis man kun ser på universiteterne i Europa, er KU nummer syv på listen i år, og det er en fremgang fra sidste år fra en plads som nummer ni.

Fagbladet Journalisten dækker Universitetsavisens rektor-rundspørge

En rundspørge i Universitetsavisen om KU’s rektor er årsag til, at juraprofessor og prodekan Jørn Vestergaard retter en skarp kritik mod Universitetsavisens redaktør Richard Bisgaard. Jørn Vestergaard er medlem af Bladudvalget, der har ansvar for Universitetsavisens drift. Fagbladet Journalisten dækker sagen her. Journalisten har også i en anden artikel ladet to fagfolk vurdere kvaliteten af Universitetsavisens undersøgelse.

Dansk Folkeparti ikke alene om hadefuld debattone

Morten Hjelt, studielektor på Københavns Universitet, skriver i et debatindlæg: »De uanstændige« i Weekendavisen, side 12, fredag 19. august 2011, at selv om Dansk Folkeparti (DF) har et betragteligt medansvar for en hadefuld tone i udlændingedebatten, så har venstrefløjen med sin egen selvretfærdige forargelse bidraget til at umuliggøre en konstruktiv dialog.

Seneste