Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Skarpe spørgsmål om ledelsen af Naturvidenskab på bestyrelsesmøde

OMHU - Peter Gæmelke, eksternt medlem af KU´s bestyrelse og forhenværende præsident for Landbrugsrådet, spurgte om ledelsen på Det Naturvidenskabelige Fakultet har handlet i tide.

LÆS OGSÅ: Seks skarpe til Nat-dekan Nils O. Andersen

2. februars møde i bestyrelsen for Københavns Universitet bød på usædvanligt skarpe spørgsmål om ledelsen af Det Naturvidenskabelige Fakultet (Science) i forbindelse med håndteringen af økonomien på fakultetet, de igangværende afskedigelser og protesterne fra de studerende over forringelserne af deres uddannelse.

»Jeg vil gerne spørge, om ledelsen på Naturvidenskab har handlet i tide. Kunne den i god tid have foretaget de nødvendige tilpasninger, så vi ikke var endt i denne her situation?« spurgte Peter Gæmelke på bestyrelsesmødet.

Han havde bemærket, at der slet ikke har været den samme ballade på Det Biovidenskabelige Fakultet (Life) som på Naturvidenskab, selv om de også har afskediget der.

Efterspurgte løsninger

Peter Gæmelke efterspurgte, at man hurtigst muligt finder svar på spørgsmålet, hvordan man gør de naturvidenskabelige fag attraktive for de unge igen, da det er et vigtigt fagområde for Danmark.

Rektor Ralf Hemmingsen svarede, at han vil nedsætte en taskforce, der skal undersøge, hvad universitetet kan gøre for at forbedre mulighederne for at rekruttere studerende til de nedskæringsramte uddannelser.

Bestyrelsesformand Nils Strandberg Pedersen tog herefter ordet, og gjorde opmærksom på, at spørgsmål om personrelaterede ledelsesforhold af principielle grunde kun bør drøftes bag lukkede døre og henviste den videre drøftelse til den lukkede del af mødet.

Peter Gæmelke har efterfølgende givet udtryk for, at han har fået en meget god orientering om ledelsens håndtering af situationen.

clba@adm.ku.dk

Seneste