Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Smagsprøve fra erhvervslivet

Bedre kendskab til de bioteknologiske firmaer var overskriften da 12 ph.d.-studerende fra Institut for Molekylær Biologi og Fysiologi (IMBF) drog på virksomhedsbesøg hos ingrediensproducenten Chr. Hansen i Hørsholm.

Ud over rundvisning bød firmaet blandt andet på en smagsprøve på et af deres nye produkter – en blodtrykssænkende yoghurt. Den anvendelsesorienterede forskning fangede interessen hos mange af de studerende.

Det samme gjorde det dyre laboratorieudstyr der stod i kontrast til de apparater de studerende selv er vant til fra mange af KU’s laboratorier.

Den nystartede ph.d.-forening, der selv tog initiativ til besøget, arbejder for at knytte en tættere forbindelse til erhvervslivet og for at styrke fagligheden yderligere blandt dem der skriver ph.d. på instituttet. Da den blev dannet, bad initiativtagerne instituttet om 75.000 kroner i støtte, men instituttet syntes så godt om ideen at det donerede det dobbelte beløb.

Foreningen tæller cirka 30 medlemmer som enten skriver ph.d. på en virksomhed eller på en af instituttets mange afdelinger. Udover virksomhedsbesøg står der seminarer, kurser og fredagsøller på foreningens skoleskema.

Seneste