Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Sort Skole og loppeisme på Studenterhuset

EFTERÅRSPROGRAM - Studenterhuset holder loppemarked og disker op med celebre DJ's, som slæber nye talenter med.

For studerende, der hellere svinger studie- end dankort, er Studenterhuset ikke nødvendigvis det ringeste tilbud i Indre By. Et udpluk fra november måneds program:

Loppemarked // GenbrugsBAZAR

Første lørdag i hver måned er Studenterhuset ramme for et loppemarked. Find tøj og andet godt. Boder kan lejes til studenterpris. Der vil være livemusik, mad og kaffe at købe, og ‘masser af hygge’, lover huset.

Lørdag d. 5/11 kl. 10-15 og hver første lørdag i måneden.

iPod Battles

Studenterhuset fortsætter traditionen fra foråret, hvor flere hundrede studerende besøgte huset til en vanvittig krig på digitale lommemusikafspillere. I dette semester stiller hold op fra Humaniora, Samfundsvidenskab, DIS, Universitetsradioen og Medicin.

Næste store iPod Battle: Samfundsvidenskab vs. Universitetsradioen.

Fredag d. 11/11 kl. 21-sent.

Den Sorte Skole præsenterer

Den Sorte Skole er ikke mindst kendt for mindeværdige koncerter på Roskilde Festival, som har fået tusinder til at vælte rundt og danse. Denne aften på Studenterhuset præsenterer de selv udvalgte dj’s fra København.

Line up: Jan Sneum (P6), Stacks (Broken Beats), Cohnny Jazz (Cumbia, Soul, Folk, Rhythm’n’Blues), Ras Money (GuldalderHipHop), Lebon & Aage (World), Master Fatman og Mighty Mala + venner (Reggae/Dancehall). Livekoncert med Exampler + en live overraskelse.

Lørdag d. 12/11 kl. 20-sent.

Studenterhuset har åbent hver dag fra kl. 11. Kaffe koster en 10’er. Hver fredag holder Studenterhuset fredagsbar med 10 timers happy hour (kl. 12-22) og musik. Øl til 15 kroner.

Seneste