Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Spændte talknusere

Ayse og Helle glæder sig til at skulle starte på deres studie, men undrer sig over hvad universitetet egentlig er for en størrelse

Ayse Atici på 20 år er den eneste statistikstuderende der har fundet frem til eftermiddagens arrangement. Sammen med aktuarstuderende Helle Andersen på 21 år har hun slået sig ned i kantinen for at fordøje dagens indtryk.

De hører begge to til blandt de studerende der ikke har brugt tiden på jordomrejser og talrige sabbatår. Ayse kommer direkte fra gymnasiet mens Helle har arbejdet fuldtids som piccoline i to år.

»Jeg turde ikke vente med at starte, for du glemmer meget hurtigt matematik hvis du ikke bruger det,« siger Ayse.

Helle synes allerede hendes evner er rustet lidt i de sidste to år, men hun har i stedet flittigt brugt ferien til at læse op på diverse formler og ligninger.

For bare et år siden anede Ayse dog ikke sine levende råd med hensyn til studievalg, men stille og roligt fandt hun selv ud af at løsningen var noget med matematik.

»Jeg er spændt på hvordan det bliver at starte. Lige nu kender jeg ingen, men det går nu nok hurtigt med at lære folk at kende. Det der kan bekymre mig, er at vi hele tiden får at vide at her underviser og studerer man på en anderledes måde.

Og det virker lidt skræmmende når man ikke ved hvordan det er. For to dage siden blev jeg så nervøs at jeg ringede til en bekendt for at spørge ham til råds,« fortæller Ayse.

Helle sidder med den samme usikkerhed i maven. Hun kender ikke nogen der læser til aktuar, men har udelukkende valgt studiet fordi hun brænder for matematik og ikke har lyst til at blive lærer.

»Det hele virker lidt forvirrende. Da jeg slog universitetets adresse her på Amager op på kraks.dk, eksisterede den ikke, og H.C. Ørsted Institutet hvor vi skal mødes på mandag, ligger i den anden ende af byen og er egentlig slet ikke noget institut,« lyder det undrende fra Helle.

Forude venter rusturen som de begge har tænkt sig at deltage i trods de sædvanlige avisskriverier om vilde rusture.

»Fællesskabet er helt klart det vigtigste for at gennemføre studierne,« siger Ayse.
For Helle er det også vigtigt ikke at komme til at sidde for alene med sine studier:

»Det er også derfor jeg kommer i dag. Jeg vil ikke gå glip af noget her i starten.«

Seneste