Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Spis kryb til: KU-forskere vil sætte gang i insektproduktion

ERNÆRING - En industriel produktion af insekter i Danmark og forbrugernes accept af insektmad er målet for et tværfagligt samarbejde imellem fire universiteter, heriblandt KU, hvor fire institutter forsker i emnet.

Var der melorme i din frokost i dag. Var der termitter i babys babymad?

Insektmad er ikke længere et fjernt fremtidsscenarie, men er ved at vokse sig stort ude i verden og i Europa, fordi vi har brug for at finde alternative fødevarer, der tærer mindre på naturressourcerne, og som kan være med til at brødføde verdens hastigt voksende befolkning.

I Danmark er flere spillere ved at melde sig på banen. Fire danske universiteter har for eksempel dannet konsortiet INFOOFEE for at finde ud af, hvordan vi bedst producerer fødevarer til mennesker og foder til dyr.

På Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet (KU) forsker hele fire institutter i emnet. Her gælder det om at kunne forstå udfordringerne ved insektproduktion og om at få tilpasset dansk lovgivning til en egentlig industriel fremstilling herhjemme. Det sidste har fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) allerede erklæret sig åben overfor.

Insektproduktion er ligesom svineproduktion

Lektor Nanna Roos, Institut for Idræt og Ernæring ved KU, har forsket i insektproduktion siden 2012. I 2014 gav Danida hende en GreenInsect-bevilling til at udvikle industriel produktion af insekter i Kenya, men erfaringerne derfra har hun taget med sig til Danmark.

Hun har været med til at skrive en rapport om at spise og producere insekter. Hvilke risici kan være forbundet med det? Der blev holdt høringer med insektproducenter, og litteraturen på området blev pløjet igennem. Rapportens konklusion er optimistisk.

(Artiklen fortsætter)

Her er alt godt fra insektverdenen iblandet lidt porregrønt og som supplement til lørdagskyllingen

»Hovedbudskabet er, at der i forhold til mikrobiologi og for eksempel virus som fugleinfluenza ikke eksisterer nogen større, selvstændig risiko ved at bruge insekter til madproduktion. Man kan betragte insektproduktion på samme måde som alle andre animalske produktionssystemer – for eksempel en svineproduktion. Der er heller ingen risiko for, at for eksempel prioner, der er en slags proteiner, der kan give kogalskab og smitte mennesker, kan overføres via insektfoder. Derfor kan man også fodre husdyr med insekter,« siger Nanna Roos.

Vores fødevarelovgivning er ikke fulgt med tiden

Det sidste med den ny viden om prionerne, der ikke kan overføres til husdyr med insektfoder, illustrerer meget godt, hvorfor ny viden om insekter kan danne basis for at ændringer af lovgivningen på fødevareområdet. Lovgivningen i dag stammer blandt andet fra et behov, der opstod for cirka 20 år siden, for at beskytte forbrugerne mod at blive smittet af kogalskab fra prioner i bøfferne.

»Lovgivningen i dag placerer stadigvæk teknisk set insekter som husdyr, og dem må man ikke fodre husdyr med, for lovgivningen er lavet på et tidspunkt, hvor ingen havde tænkt på, at insekter i fremtiden kunne blive en foder- og fødevarekilde,« siger Nanna Roos.

Hendes eget institut forsker i ernæring fra insekter. På KU samarbejder hun med Institut for Plante- og Miljøvidenskab om insektsygdomme ved masseopdræt, og med Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi om, hvordan insekter bliver modtaget af forbrugerne.

(Artiklen fortsætter)

Bidroner frisket op med lidt gule blomster er også en god insektret

Hendes samarbejde omfatter også Nordic Food Lab på Institut for Fødevarevidenskab, der er kommet med indspark til, hvordan insektproduktion kan gøre fødevareproduktionen mere bæredygtig, og hvordan den også kan berige gastronomien.

Industriproduktion giver større fødevaresikkerhed

Industriel fremstilling drejer sig om opnå en større produktion uden at udtømme naturressourcerne, og det drejer sig om gøre produktionen uafhængig af sæsoner, forklarer hun. Desuden får man også mere styr på fødevaresikkerheden.

»Når man indsamler insekter fra naturen for at spise dem, er der ingen garanti for, at der ikke er sprøjtegifte fra landbruget i dem. Giftstoffer kan også opstå naturligt i afgrøder under planternes nedbrydning og bagefter havne i insekterne. Når du opdrætter insekter i et lukket produktionssystem, får du ikke de her problemer,« siger Nanna Roos.

Holland er i dag førende i Europa, når det gælder insektproduktion. På internationalt plan er der mange forskningsprojekter, udviklingsprojekter og allerede en del entreprenører, der er i gang med at skabe en egentlig industriel produktion af insekter.

De danske universiteter under INFOOFEED samarbejder også med den private sektor, i håbet om at få gang i en dansk insektproduktion.

anfj@adm.ku.dk

Seneste