Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
DEBATINDLÆG - Det er ikke kun politikernes ansvar at bringe universiteterne stærkt ind i fremtiden. Det er også de studerendes eget, mener debattøren.
Jeg har et par synspunkter, som jeg slet ikke oplever bliver drøftet i den igangværende debat om nedskæringer.
Jeg læser indianske sprog og kulturer og er selvfølgelig bekymret for min uddannelse – og generelt for KU’s fremtid.
Men jeg er også løsningsorienteret og vil gerne opfordre mine medstuderende og ledelsen til at tage denne politiske visionsløse nedskæring som en mulighed for selvransagelse.
Jeg tror bestemt godt at administrationen kunne bruge en gennemgang af de ansattes arbejdsgang – det er jo helt almindelig god ledelse. Underviserne kan muligvis forbedre sig, men det kan vi som studerende saftsuseme også.
Laura Bech Hansen (forkvinde for HUMrådet) blev til stormødet i tirsdags spurgt om de studerendes moral kunne drøftes. Hvorfor er der ikke et bedre fællesskab? Hun erklærede sig enig i manglende fællesskab, og spurgte dekanen om det var muligt at få nogle flere timer, så studerende oftere ville være på universitetet og derfor også være mere sociale og få en større fællesskabsfølelse.
Magen til ansvarsfralæggelse skal man lede længe efter.
Studerendes engagement kan aldrig være andres ansvar end vores eget, og netop engagementet er absolut ikke noget at være stolt af. Vi sad under 200 mennesker til ‘stormødet’, på trods af at der er 14.000 studerende på Det Humanistiske Fakultet.
»Hvad med at se vores egen tid og eget engagement som en investering i universitetets fremtid, og derved også vores egen uddannelse?«
Når nye studerende starter, skal vi have løn for at gide at være tutorer.
På min egen uddannelses fagrådsside på Facebook, er vi 11 medlemmer.
Efter tirsdagens stormøde, stod repræsentanter fra HUMrådet og tjekkede deres telefoner, i mine øjne var det ellers en oplagt mulighed for at skabe et større fællesskab. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole ansøger studerende om at blive rusvejledere med en forventning om at møde nye mennesker, lysten til at deltage og potentielt også for at vise et engagement for fremtidige arbejdspladser. Det kunne vi lære noget af.
Jeg mener overhovedet ikke at det giver mening at bede om flere timer, når man jo kan komme på universitetet dag og nat præcis som det passer én, og derudover kæmper vi jo allerede med at få studerende til at dukke op til de tilbudte timer.
Jeg er fuldstændig overbevist om at de i HUMrådet gør rigtig meget for fællesskabet, men jeg synes ikke, at det fritager os andre. Hvad med at se vores egen tid og eget engagement som en investering i universitetets fremtid, og derved også vores egen uddannelse?
Så kunne det jo være at politikerne også fik lyst til at investere i os og et klogere Danmark.
uni-avis@adm.ku.dk