Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Hver tiende computer i Fællesadministrationen blev sendt til tælling af en sofistikeret computerkode. Andre afdelinger slap med skrækken
Hvis du for nylig har oplevet at få din computer inficeret med ondsindet softwarekode, er du ikke alene. Over 70 andre medarbejdere i Fællesadministrationen på Københavns Universitet (KU) har haft den samme irriterende oplevelse hvor computerens antivirusprogram pludselig meddeler at en skadelig virus eller en såkaldt trojansk hest har inficeret deres computer.
Hos Koncern-it, der arbejder med at servicere 700 computere i Fællesadministrationen, fortæller it-medarbejder Jan Kiburg at det sidste angreb med ondsindet softwarekode har været usædvanlig problematisk. »Den har været lavet på en så avanceret måde at det har været et problem bare at finde ud af om den overhovedet var en computervirus, ligesom den flere gange undervejs har skiftet navn til fx ‘Antivir64’ eller ‘Antivirus XP’ 2008,« siger han.
Efter hans opfattelse var der ikke tale om en computervirus, men om spyware der går ind og samler informationer sammen på den angrebne pc om brugerens passwords, brugeradfærd og e-mails. Desuden har alle ansatte i Fællesadministrationen administratorrettigheder til deres egen computer, og det kan være en årsag til at netop Fællesadministrationens computere blev så hårdt ramt. Spywaren ødelægger i første omgang dog ikke noget på en computer, men den kan sende følsomme informationer om dig og din pc til andre.
Ifølge gruppeleder i Koncern-it Finn Skaaning har der ikke været et angreb af samme omfang mod computere på Københavns Universitet siden virussen benævnt ‘I Love You’ slog til for cirka otte år siden. Spywareangrebet mod Fællesadministrationens computere stod på i løbet af cirka otte arbejdsdage i to uger i slutningen af august hvor medarbejderne hos Koncern-it havde meget travlt med at rydde op i inficerede computere. Jan Kiburg og Finn Skaaning installerede programmet ‘Windows Defender’ der beskytter mod den aggressive spyware.
anfj@adm.ku.dk