Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Statskundskab er så intelligent

FEST – Sidst statskundskaberne skød et semester i gang, kom Kidd forbi, og der blev dengang sat nye standarder for, hvordan man fester på det gamle Kommunehospital. Det var svært at forestille sig, at det kunne blive vildere. Men det kunne det. To studerende festede med, og rapporterede.

Der er ikke så få reprimander i teksten til hittet Du en LORT, som Klumben indspillede i forbindelse med folketingsvalget 2011 om politikere, der lover alt men ikk’ kan holde noget.

Deres tiltro til vores generation af stud.scient.pol’ere er tilsyneladende lidt større; stemningen er i hvert fald god og afslappet, da vi tager imod Cheff Crewet i gårdhaven og viser dem ned til Jacques’en (statskundskabernes nye studenterlounge), som i dagens anledning skal fungere som backstage-lokale.

Her kan drengene blandt andet tage for sig af Faxe Kondi, Cocio, øl, ’pagne, rom og tre ensfarvede håndklæder, som bookeren udtrykkeligt havde befalet skulle være til stede.

»Han sender altid den der liste med, men det er vidst mest ham selv der går op i det,« siger Christian ’Klumben’, og man føler sig en anelse fjollet, som medarrangør, over at have gået Strøget tyndt en sen lørdag eftermiddag efter nogle kvalificerede håndklæder.

Op på væggen

Klumben og TopGunn var også med som DJ’s, da Kidd spillede i slutningen af februar.

»Det er altså lidt ærgerligt, at I har flyttet lokale siden sidst,« siger Klumben og erkender, at han, lige siden Kidd skrev opfordringen Få jer et liv – du har kun én! – på det gamle lokales citatvæg, har spekuleret over, hvad han selv ville nedfælde til eftertiden, når det blev hans tur.

»Jeg har fundet på et virkelig godt citat!« lover han, men han tør ikke skrive det, før den gamle citatvæg er blevet genskabt i det nye lokale. I stedet vil han meget have lov til at komme tilbage igen og skrive det en anden dag, så hans citat ikke skal stå helt alene.

Drengene bliver enige om aftenens sangrækkefølge, og som Raske Penge påpeger, så kan de jo altid høre på starten af nummeret, hvad der skal synges, hvis de skulle blive i tvivl.

Fest før stormen

Inde i Kommunen er der ved at blive fyldt op med mennesker, og stemningen er allerede tøj. TopGunn sniger sig op på scenen før de andre og stiller sig om bag DJ-pulten og varmer publikum op med en ordentlig omgang Sean-da-Paul.

Da Raske Penge står klar på scenen sammen med Klumben, griber han den trådløse mikrofon, og med udråbet:

»Er der nogen fra LORTEKINA?« afslører han en lynhurtigt erhvervet viden om statskundskabernes introforløb, hvor de forskellige hold får landenavne.

»Det ku’ godt blive vildere«
»Nu skal jeg sige jer noget om mit kvarter!« Skråler Raske Penge, og jublen vil ingen ende tage. Alle, som var med til Kidd koncerten, kender den stolte tradition med at danse på baren, når musikken spiller, og der går da heller ikke mere end et splitsekund, før den er proppet med glade mennesker og håndtegn.

»Statskundskab, det er en landsby, der ligger lige midt inde i en storby. Her kan du læse på et studie, der slår alt andet du har læst!«

Traditionen tro smides hundredvis af farvede knæklys op i luften og snart er de overalt; på dansegulvet, på scenen, i folks drinks og i Raske Penges skæg.

»Hvaeh, den her scene … vil I ikke hellere op på den?«

Vildere … dummere …

Festen rykker helt tæt på og omringer crewet. En af de studerende, som har mast sig helt op på scenen, ser sit snit til at informere drengene om, at hun har fødselsdag klokken 00:00. De giver hende svar på tiltale ved at få hele salen til at råbe hendes navn om og om igen. Energien er i top til hitnumrene Dancehall Geni, Kriminel og Hobby – hvorimellem samtlige gæsterne, og snart også performerne, i kor marker overgangen fra sang til sang ved at skråle statskundskabs kampråb:

»DET kan GODT blive VILDERE! DET kan GODT blive DUMMERE!«

BILLEDER: Se vores galleri, eller fortab dig i en endnu større portion på Facebook.

Så intelligent!

Ét nummer henvender sig i særlig grad til vores rene, selvfede statskundskabshjerter.

»Intelligent! Statskundskab er så intelligent!« brøler Raske Penge, hvilket får stemningen og lydniveauet blandt de studerende til at peake fuldstændigt, og Klumben spørger henkastet, hvem det er derude, der statskundskaber sig sådan?

Raske Penge befinder sig ikke længere på scenen sammen med de andre; i stedet har han formået at kravlet helt op i vinduet, hvor han sidder og hygger sig, mens han spejder ud over folket med sin mikrofon i hånden. De fyrer op for et af de nyere og mest kendte numre, som Klumben & Raske Penge har lavet sammen, nemlig Faxe kondi.

Lang ud over din forstand!

Halvvejs inde i sidste omkvæd kommer en af de kåde og dansende gæster til at sparke stikket ud, og musik og mikrofoner dør i det samme sekund.

»Ja, så der røg jeres anlæg vidst. Men I kan jo altid købe et nyt, I kommer jo alligevel til at tjene statskundskabskassen en dag,« påpeger TopGunn. Alle i salen er enige om, at omkvædet må og skal rundes ordentligt af, og de 500 studerende hjælper drengene med at runde koncerten af i kor:

»For det min YNDLINGS sodavand, og du ved det går langt ud over din forstand!«

Efter koncerten kommer drengene svedende tilbage til Jacques D.

»Jeg vil virkelig gerne bare læse her!« udbryder Klumben. »Kan I ikke lige få mig ind?« TopGunn istemmer, at det sgu altid er en fest på statskundskab. Og mens drengene lister af til en anden – uundgåeligt kedeligere – fest, stikker det helt af inden i Kommunen. Der festes og danses hele natten. Eller i hvert fald indtil lyset tænder klokken tre.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste