Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Stikprøve: Støtten til Et Andet Universitet er større end kendskabet

BLOKADE - Ikke alle studerende på KU har hørt om Et Andet Universitet eller blokaden af rektoratet, men støtte er der rigeligt af. Uniavisen har taget en stikprøve.

Gruppen Et Andet Universitet har blokeret KU’s rektorat på Nørregade 10 i snart en uge, men Uniavisen har erfaret, at der stadig er mange studerende, der ikke kender til gruppen eller blokaden. På blokaden tror man, at det blandt andet skyldes, at man har fokuseret på at udbrede kendskabet via pressen og ikke så meget på fakulteterne.

»Vi er ude med plakater på flere fakulteter, men vi har i den her omgang fokuseret rigtig meget på at komme ud i den bredere presse, og så har vi lavet mange events på vores facebook-side, men det er selvfølgelig mest folk, der allerede har vist interesse,« siger Sofia Luna, der er filosofistuderende på tredje år og talsperson for Et Andet Universitet på KU.

Ifølge hende er det gået utroligt godt med at få fat i pressen. Der er blandt andet blevet givet interview til P1 Orientering, Information, P3 Nyhederne, Al Jazeera og en tyskbaseret europæisk universitetsavis, fortæller hun.

Sofie Luna fortæller, at der hele tiden er nye, der viser deres støtte og tilslutter sig blokaden, og det har endnu ikke været et problem at udfylde den 24-timers vagtplan.

»Jeg ser nye ansigter hver dag, og jeg har været med rigtig længe – det føles virkelig fedt. Også at folk bare kommer herind for at høre. Der er også kommet folk herind, som ikke nødvendigvis støttede blokaden, men som bare ville høre mere.«

Uniavisen tog et par stikprøver på kendskabet og holdningen til Et Andet Universitets blokade rundt om på KU’s fakulteter tirsdag eftermiddag, og selvom kendskabet ikke var lige stort blandt de adspurgte, så var støtten i hvert fald ikke lille.

Julie Søholm, 22 år, læser medicin på andet semester

Kender du til gruppen Et Andet Universitet?
»Ja, jeg har hørt om det, men jeg ved umiddelbart ikke, hvad de laver. Jeg har kun hørt navnet.«

Har du hørt om den blokade, der er af rektoratet på KU netop nu?
»Ja, det har jeg. Men jeg ved ikke, hvor længe de planlægger at fortsætte det. Jeg har hørt, at de forsøger at blokere det, og jeg mener, det har noget med fremdriftsreformen at gøre?«

Det er gruppen Et Andet Universitet, der har blokeret rektoratet og siger, at de vil blokere det, indtil fremdriftsreformen er trukket tilbage. Hvad tænker du om det?
»Det synes jeg er meget fint. Jeg ved ikke, om fremdriftsreformen nødvendigvis skal trækkes helt tilbage, men der skal i hvert fald justeres i den, for den fungerer ikke, som den er nu. Og det virker, som om både universiteterne og politikerne er villige til at strække den meget langt for at se, om vi kan tilpasse os til den, og det synes jeg ikke er holdbart. Så det er fint, at der er nogen, der går ud og virkelig aktivt viser, at der er nødt til at ske en ændring.«

Er du selv bekymret for, hvad fremdriftsreformen får af betydning for dit studie?
»Ja! For det med, at man ikke længere har mulighed for at holde pauser eller tage orlov – på medicinstudiet er det meget relevant at have forskningsår og at komme ud og arbejde som lægevikar, og det kunne være nogle ting, som fremdriftsreformen vil medføre, at vi ikke kan. Jeg tror også, at den gør, at nogen, der har brug for en pause, ikke føler, at de kan tage den. Og det fører måske i sidste ende til, at de helt dropper studiet og går ned på det.«

Lasse Bang Baggesen, 22 år, læser sociologi på andet semester

Hvad kender du til gruppen Et Andet Universitet?
»Det er en studenterpolitisk organisation, som arbejder for ‘et andet universitet’, og jeg tror, den er opstået efter fremdriftsreformen, og at de kæmper for, at det ikke skal være arbejdsmarkedet og effektivitetskrav, der skal definere, hvad et universitet skal være. De vil gerne have den fri viden og fri forskning, at det i højere grad skal handle om dannelse, tror jeg.«

Har du hørt om den blokade, de laver på rektoratet?
»De har forsøgt at lave en del blokader, ved jeg. Specifikt på rektoratet har jeg ikke hørt om. Jeg tror måske, jeg har set en flyer.«

De begyndte en blokade i onsdags af rektoratet og holder den stadig.
»Jeg troede kun, det var på RUC, de havde blokade de her dage.«

Har du en holdning til, at de laver sådan en blokade?
»Ja, det er fint! Det er rigtig godt. Jeg synes, det er en god sag, de kæmper for. Det er sgu forfærdeligt med den reform. Og jeg beundrer, at der er nogen, der gider at kæmpe imod den.«

Hvad mener du da om fremdriftsreformen?
»Jeg synes, fremdriftsreformen er udtryk for en forkert måde at tænke uddannelse på. Jeg står stort set inde for det, Et Andet Universitet laver, så det skal de bare blive ved med!«

Jerami Poul Nielsen, 25 år, læser teologi på andet semester

Kender du til gruppen Et Andet Universitet?
»Desværre ikke. Jeg har aldrig hørt om den før.«

Har du hørt om blokaden af rektoratet?
»Jeg så skiltet ovre på Frue Plads i går, og det er det eneste, jeg har forholdt mig til. Jeg har ikke læst om det i avisen eller hørt nogen tale om det.«

Et Andet Universitet har kort sagt iværksat en blokade af rektoratet, fordi de gerne vil have afskaffet fremdriftsreformen og dimensioneringen – har du fulgt med i debatten omkring de ting?
»Ja, men jeg ville ønske, at jeg havde sat mig mere ind i den, fordi den er meget problematisk. Jeg har været til en masse foredrag om, hvilke problemer der er i den. Så selvfølgelig ved jeg, hvad den drejer sig om, og jeg indstiller mig også på, hvilken indflydelse den har på min skæbne. Men jeg føler også lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke har sat mig mere ind i den, for jeg kunne godt tænke mig aktivt at gøre et eller andet imod den. Det er svært, for man har mega travlt på studiet – også på grund af reformen – så det er svært at finde overskud til at kæmpe imod den.«

Hvad mener du om, at der er nogle studerende, der vælger at blokere rektoratet, så folk ikke kan komme på arbejde, for at få afskaffet den her reform?
»Der er to sider af den sag. Jeg synes, det er interessant, at man gør noget fysisk – at man ikke bare sidder lukket inde på et eller andet kontor og skriver et eller andet debatindlæg om, hvorfor det er noget lort – at man fysisk er i stand til at samle nogle menneske, som handler. Den konstellation, synes jeg, er enormt stærk. Ord kan ikke stå alene, politikerne skal også kunne se, at der faktiske er nogen, der handler. Men det kan også virke lidt useriøst, i hvert fald hvis det ikke bliver bakket op af nogle velovervejede formuleringer, ord.«

Frygter du, at fremdriftsreformen får negativ indflydelse på dit studie?
»Ja, meget. Man skræller nogle mennesker af, som er specielle i toppen, og som er specielle i bunden, og så får man nogle studerende, som er meget ens. Før i tiden har man omfavnet mange forskellige slags mennesker, som havde forskellige interesser. Jeg laver selv film ved siden af mit studie, og det mener jeg har en positiv betydning for studiet, men jeg får ikke tid til at lave film nu.
Jeg læser teologi, fordi jeg mener, min filmiske syn på livet kan tilføre noget til teologien – og vice versa, jeg vil også gerne have at teologien har indflydelse på filmen, og det er den syntese, jeg ser blive ødelagt. Det kvæler både teologien og mit filmarbejde.«

lene.munk-petersen@adm.ku.dk

Seneste