Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK MANDAG - Stjerneregn over KU-forskere fra Videnskabens Top 5 i 2012 - Lektor totalafviser mayaernes dommedag 21.12 - Avis-leder: Vil nogen vække Morten Østergaard? - Årets unge Forskerspirer 2012 kåret - Forsker advarer om farlig parasit i danske fisk - Abortlovgivningen er ude af trit med virkeligheden.
Ingeniøren har kåret de fem bedste, danske forskningsresultater i 2012, og forskere på KU sidder på fire af de fem topplaceringer. Førsteprisen er givet for kortlægningen af grisens genom, der godt nok er gjort af et internationalt konsortium, men med deltagelse af professorerne Merete Fredholm og Jan Gorodkin fra KU. .
Der er overhovedet ingen hold i myten om, at mayaerne med en særlig kalender skulle have forudsagt Jordens undergang den 21. december 2012, siger maya-ekspert Jesper Nielsen, der er lektor i mesoamerikankske studier ved KU, til Jyllands-Posten. Ifølge Jesper Nielsen er myten rent vås, fordi mayaerne hverken troede på eller nedfældede noget som helst, der bare tilnærmelsesvist minder om en dommedagsprofeti for den 21. december 2012.
I en kommentar til uddannelsesminister Morten Østergaard (R) skriver en leder i Ingeniøren, at han lukker øjnene for problemerne med universiteternes faldende undervisningsniveau. Problemerne kommer af, at så mange som muligt skal presses igennem uddannelsessystemet for at nå regeringens uddannelsesmål om, at 60 procent af de unge skal have en videregående uddannelse. Lederen skriver, at vi helt mangler at diskutere, hvad de unge skal kunne for at få et arbejde.
Projektet Forskerspirer blandt gymnasieelever er koordineret af KU og finansieret af Ministeriet for Børn og Undervisning og Videnskabsministeriet. Prisen gik i år til fire gymnasieelever, som vandt i henholdsvis bio- og sundhedsvidenskab, humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab, skriver Altinget.dk.
Man skal tænke sig godt om, når man tilbereder sin fisk, siger Kurt Buchmann, leder af Dansk Fiskeimmunologisk Forskningscenter og professor i akvatisk patobiologi ved KU. Årsagen er parasitten ‘torskeorm’, der har spredt sig i fisk i de senere år, og som nu også findes i fisk fra Østersøen. Man kan blive grundigt syg, hvis man spiser parasitinficeret fisk, der ikke enten først er frysebehandlet i 20 timer ved minus 20 grader eller har været opvarmet til mindst 60 grader Celcius, skriver Ingeniøren.
Abortlovgivningen herhjemme er ude af trit med virkeligheden, siger lektor ved Afdeling for medicinsk kvinde- og kønsforskning ved KU, Birgit Petersson. Hun har forsket i sene aborter og mener ifølge Politiken, at det er en absurditet, at man giver cpr-numre til et barn, som man har dømt til døden ved abort. Birgit Petersson tror ikke, at det er meningen med loven.